Æresmedlem og modtager af 60-års medlemskab nålen på samme uforglemmelige dag for Torben Henriksen.
Torben Henriksens blev æresmedlem af B.93 til den seneste generalforsamling. Det første vi gjorde var at ønske Torben tillykke med den fine titel, samt også ønske den sympatiske mand tillykke med sit imponerende 60 års medlemskab af vores klub.
Som sædvanlig i “Vinklen” havde vi en håndfuld spørgsmål til klubbens dygtige advokat.
Du blev æresmedlem nummer 28 i B.93. Var det en stolt Torben Henriksen der modtog hyldesten til generalforsamlingen?
– Jeg var ikke klar over, at jeg blev æresmedlem nr. 28, men føler det, som titlen jo antyder, som en stor ære.
– På selve generalforsamlingen var det lidt svært at være dirigent, og så komme til det punkt, hvor jeg forstod, at jeg var indstillet til denne titel. Man bliver faktisk lidt beklemt og rørt, når forsamlingen klapper. Og jo, stolthed er selvfølgelig en del af følelsesregisteret efterfølgende.
Du har været medlem i imponerende 60 år. Hvordan startede det egentlig?
– Mit medlemskab i B.93 skyldes helt klart min far, som formentlig blev indmeldt i B.93 i 1925, da han var fyldt 10 år, og som levede og åndede for og på B.93 hele sin barndom og ungdom.
– Jeg mener faktisk også, at jeg blev indmeldt, da jeg var 10 år og har formentlig været medlem i længere tid end de 60 år. Jeg spillede lidt fodbold som junior og senere som ynglinge, men holdt så pause i godt 30 år, hvor jeg kun spillede tennis, badminton og hockey indtil Leif Rønnow lokkede mig til at træne med ”de gamle” i Idrætshuset, hvor min gamle ynglingetræner Eivind Berger fortsat var holdleder og sørgede for opvarmning m.v.
– ”Mygger” lokkede mig ud på græsset, og det har jeg aldrig fortrudt, selvom det tog et par år at vænne sig til det fysiske.
Du er stadig aktiv med både med fodbold og tennis?
– Ja, jeg spiller fortsat fodbold og tennis. Tennis mest med sønnen, fodbold på 75+ holdet plus træning, oftest med de ”unge” i 60’erne.
Når du tænker tilbage på de mange år i B.93, er der så begivenheder der står som højdepunkter for dig?
– Det ene højdepunkt var som tilskuer til B.93’s oprykningskamp i Næstved i 1958, hvor B.93 vandt 2-1 og rykkede op i 1. division efter at have ”været væk” i 2. division i tre år.
– Det andet var at score på Niels Hagenau (KB’s tidligere ”landsholdsmålmand”) på en aflevering fra ”stive Svend” (debutkamp mod KB).
– Et tredje højdepunkt var at deltage i World Cup Stævnerne, senest i Wales.
Hvad betyder B.93 for Torben Henriksen?
– B.93’s betydning for undertegnede kan ikke underdrives med det fantastiske kammeratskab, som jeg har oplevet gennem alle årene og det sociale samvær efter fodboldkampene og -træningen.
– I en travl hverdag, hvor man ligesom alle andre ikke kan undgå at møde modgang engang i mellem, så er det rart, at man på fodboldbanen glemmer alt og får renset hoved fuldstændigt. Der er simpelthen ikke tid til at tænke på andet end at ”ramme bolden”.
– Hvis man sammenligner et æresmedlemsskab med laurbær, så har jeg ikke tænkt mig at hvile på dem, men fortsat spille både fodbold og tennis, så længe jeg undgår skader og samtidig hjælpe klubben i det omfang, der er behov for min assistance.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og sakset portrætfoto fra De Gyldnes komsammen i 2023: Claus Vandborg.