Ind i mellem møder man et menneske som virkelig imponerer – det gjorde jeg en stille forårsdag i klubben.
Se uddrag af samtalen med Leif Clemens Pedersen i denne version af “Vinklen” – stedet hvor vi går i dybden med personligheder, som gerne vil gå grundigt til værks mht. deres svar. Dette i en tid, hvor alle interviews virker som om de ikke kan gå for hurtigt.
Leif Clemens Pedersen er født 19. marts 1938, og har på en meget stille facon været en loyal mand overfor B.93 gennem mange år. Jeg satte Leif (kaldet Clemens hos mange) i stævne i den klub han holder så meget af. Jeg mødte ham til en frokost hos Max Buus for mange år siden, hvilket han vist ikke kunne huske. Til gengæld kom vi rundt om meget og ind på de – i min optik – væsentlige ting omkring “offerets ” person. Se uddrag af samtalen her:
Fortæl mig lidt om dig selv og hvor du kommer fra?
Jeg er født pa Nørrebro, blev overført til New York i 1966 på en fire-årig kontrakt til Christiani & Nielsens New York afdeling. Har været ansat i et Italiensk-argentinsk entreprenør firma/ conglomerate fra 1971 til jeg pensionerede mig selv i 1992 og flyttede til St. Croix. Er lykkelig gift med Elisabeth Kolind gennem 57 år.
Hvordan var din start med fodbolden?
Jeg startede min fodbold “karriere ” i Heimdal, men jeg havde større ambitioner, og forsøgte at blive medlem af AB. De hørte til på Nørre Alle – ikke langt fra, hvor jeg boede. Men ak, det gik ikke for jeg gik ikke i mellemskolen, men i 4. klasse, så de sagde at jeg kunne henvende mig om et år.- og der kom B.93 på banen. Min sidekammerat Ole Andersen (den gamle venstre wing, som nu bor i Schweiz/red) var medlem af klubben, og han fik mig ind i B.93 under Michael Rohde’s kyndige oplæring, og det har jeg aldrig fortrudt. Senere fik Jeg Erik Andersen og “store” Leif meldt ind.
Du har været en loyal B.93’er gennem mange år – kan du forklare grunden til din kærlighed til klubben?
Det jeg holder mest af ved B.93 er de mange venner jeg har fået, trods det jeg har boet i USA over 50 år. Jeg er altid blevet budt velkommen, når jeg var på hjemmebesøg. Blev “medlem” af de gamles “rafle- klub”, men i dag er der vist “kun” Erik Preben Hansen” og mig selv tilbage. I år 2018 bliver der flere der fejrer 80 års fødselsdag i B.93, nemlig min barndomsven Erik Andersen, Henrik Lindholm, Tommy Andersen og Erik Preben Hansen.
Fortæl mig lidt om dine minder med B.93?
Der er mange, men jeg vil prøve at nævne et par stykker. Da vi vandt 2. ynglinge turneringen med blandt andet Tommy Andersen på mål, Erik Andersen, Anders Yrfeldt, ikke mindst med træner Halvor Larsen.
Da jeg var på det vindende Five A Side hold med blandt andet Store Leif og Anders Yrfeldt
Jeg husker især, da jeg var med vært i New York for Old Boys (Aage Nørregaard, Leif Holm, Halvor Larsen, Kai Orla Jensen, Østerby, Preben Kargaard osv..).
Da jeg debuterede på 5. holdet med B.93 helte som Helmuth “Denger” Nielsen, Leif Bergkvist, Aksel Korner og Ove “Strit” Bock.. Jeg tror vi vandt 6-0 mod KFUM.
Da jeg var 1. reserve i Køge til træningskamp og kom ind i 2. halvleg, da Leif Rønnow gik i stykker. Blev sat ind som højre back og husker det var dengang man skulle sige “De” til de berømte.
Med hensyn til dit fabelagtige tiltag med Viking Sports Klub i Brooklyn – det er jo lidt af en historie?
Jeg var medstifter og spillende formand af Viking Sports Klub i Brooklyn i 1971. Fra B.93 har der været flere der har spillet for The Vikings, eksempelvis Kim Hansen, Jørgen Møller, Ole Ringheim, Steen Clemmensen og FCM’s træner Jess Thorups morfar Mogens Hansen. Det var en dejlig oplevelse – ikke mindst at møde de fine fyre fra B.93.
I dag er Ole Ringheim jo et stort aktiv for klubben, Steen Clemmensen var jo overraskende topscorer, og fik jo også divisionskampe for B.93 og Kim Hansen husker man fra pokalfinalen i 1982, hvor B.93 vandt over B.1903. Der er mange fine minder derfra.
Jeg var også med til at starte Five A Side turnering for danske klubber og firmaer i New York området, til fordel for Den Danske Sømandskirke. Mange fra B.93 har deltaget i dette årlige arrangement.
Du har været inde over mange ting, kan du løfte sløret for et par af dem?
I 2003 startede min hustru og jeg VIDUF (se viduf.dk) – Ungdoms fodbold udveksling mellem Danmark og Virgin Islands. Jørgen Norsker var bestyrelsesmedlem og revisor. Udover det har jeg inviteret B.93 hold til mit “andet hjem” til diverse oplevelser. I 2003 blev jeg – af hendes Majestæt – tildelt Ridderkorset som belønning for min indsats for det kulturelle samarbejde mellem USA og Danmark.
Jeg har været sportsjournalist for Den Danske Pioneer i Chicago ved EM i England, og blev akkrediteret af det amerikanske, spanske, græske, og engelske fodboldforbund, men ikke af DBU, da jeg Ikke var medlem af den danske journalist fagforening.
Da jeg takkede Leif for en fin snak, slog det mig hvilket begavet og dynamisk menneske, som jeg havde talt et par timer med. Næste gang I møder ham – på et af hans besøg i Danmark – så klap ham anerkendende på skulderen. Det har han fortjent.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.