Vælg en side

Jens Kampmann, der var primus motor i opførelsen af tennishallen, er indstillet til æresmedlem på generalforsamlingen tirsdag 26. april kl. 20. Kom og vær med.

Når tennismedlemmer i alle aldre nyder at spille i tennishallen ved klubhuset og har gjort det siden 2009, kan de i høj grad takke Jens Kampmann for, at det er muligt.

Jens Kampmann var formand for klubbens halselskab, Østerbros Idrætspark A/S, der stod bag opførelsen af den nye tennishal med fire indendørs baner, og han var helt afgørende for, at der blev skaffet finansiering og fælles opbakning i klubben bag den løsning, der blev valgt.

Det er en af flere grunde til, at Hovedbestyrelsen indstiller til generalforsamlingen tirsdag 26. april kl. 20, at Jens Kampmann udnævnes til æresmedlem i Boldklubben af 1893. Hovedbestyrelsen håber, at mange – ikke mindst dem, der som Jens er tennisspiller, vil møde op og være med til denne udnævnelse.

Opførelsen af tennishallen er ikke det eneste, der kvalificerer Jens Kampmann til at modtage klubbens højeste udmærkelse.

Jens Kampmann var formand for klubben fra 1983 til 1986, hvor klubbens 1. hold i fodbold i nogle af årene spillede i den bedste række, og hvor vores tennisspillere fejrede mange triumfer og hentede adskillige Danmarksmesterskaber til klubben.

Kom og deltag i den kommende generalforsamling og vær med til at udnævne et nyt æresmedlem, Jens Kampmann.
Se alle B.93’s æresmedlemmer.

Se indkaldelse og dagsorden til demokratiets festdag – generalforsamlingen i Boldklubben af 1893.

Venlig hilsen

Hans Drachmann
Hovedbestyrelsesformand