Dagens “93’er” er en af de mange velfungerende trænere i B.93`s ungdomsafdeling, nemlig Claus Brandt Jakobsen.
Claus Brandt Jakobsen (21/11 69) er træner for drenge 2008 og 2012, samt holdleder for piger 2010/11. Claus har to sønner, Aksel og Thorkild, og en af hans døtre, Sigrid, er alle 93’ere og spiller på ovennævnte hold.
Claus ældste datter Iben har aldrig spillet fodbold. Dagens “offer” er gift med Gerda, som aldrig har spillet fodbold, men langsomt bliver mere og mere engageret efterhånden som børnenes aktivitetsniveau stiger.
Grunden til jeg er i B.93
Min ældste søn Aksel kunne ikke meget mere end tale, før han meddelte mig: “..det der vil jeg også far!” hver gang han så nogle fodboldspillere. Så jeg ringede til Jesper og spurgte hvornår man kunne starte, og det var når der var et hold drenge fra en børnehave og en forælder, der ville træne dem.
I starten af 2012 havde der så været interesse nok til at holde et forældremøde og Emil var parat til at træne 10-12 drenge. Interessen var dog langt større, og jeg syntes det var synd for de drenge, som så gerne ville spille, at de ikke kunne komme til det, så jeg tilbød at træne, når der nu var til et hold mere.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg holder rigtig meget af at være ude på anlægget, også før og især efter træning. Der er næsten altid en kamp at se på, så jeg sætter mig tit på tribunen med børnene.
Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg kan ikke lige komme i tanke om én enkeltstående stor oplevelse. I de år jeg har trænet drengene har der været de øjeblikke, hvor tingene falder på plads, og det hele spiller, og de bare spiller lige som man gerne vil have, de øjeblikke er store.
Men i det hele taget er oplevelsen med børnenes glæde og udvikling sådan en slags konstant og vedvarende største oplevelse.
Fem ting I skal vide om mig …
1 … Jeg har aldrig selv spillet i 93. Da jeg sidst i 90’erne lavede et lukket hold med gamle studiekammerater, havde jeg først kontakt med B.93, men det lod sig ikke gøre, og vi havnede i stedet i FB …
2 … Jeg har mindst lige så meget glæde af at se en kamp mellem to børnehold, ungdomshold etc. som jeg har af en superligakamp …
3 … Jeg synes godt man kan arbejde endnu mere på at øge sammenholdet og klubfølelsen på tværs af årgange og køn …
4 … Jeg er uddannet geolog og lærer, og arbejder på 14. år på Nørrebro Park Skole (tidl. Jagtvejen og Havremarkens skoler), hvor jeg underviser en hel del ungdomsspillere …
5 … Jeg havde ikke regnet med at skulle træne spillere der var ældre end U9, men nu har jeg i første omgang sagt god for et år mere med nogle af 2008 drengene, som lige er blevet U10 …
93’eren er skrevet af Claus Vandborg.
Foto: Mark Bernquist.