Vælg en side

Hjemmesidens historie

Her får du hele historien om b93.dk – og de tilhørende sites fodbold.b93.dk, b93-tennis.dk og b93prof.dk – i mere eller mindre kronologisk rækkefølge. Med diverse afstikkere undervejs.

Hjemmesidens historie

Hjemmesiden blev født, eller rettere sagt genfødt, i sommeren 2003.

Initiativtager var Hans Drachmann, der netop var kommet i Fodboldbestyrelsen med kommunikation som et vigtigt område. Hans Drachmann havde skrevet et oplæg i Word med alle de informationer og sider, der med fordel kunne lægges på klubbens hjemmeside. Det blev fundamentet.

Hans Drachmann allierede sig med klubmedlemmerne Klaus B. Johansen og Inder Sapru, der begge vidste en masse om hjemmesider. Senere blev Klaas Muizelaar fra tennisafdelingen mesteren i hjemmesidernes opsætning og teknik.

Med til opstarten var også Erik Petersen, der allerede i årene forinden havde skrevet referater og fotograferet fra divisionsholdets kampe. Det foregik på hans egen hjemmeside, der også indeholdt en masse rejsebeskrivelser. Klubben havde siden 2000 haft sin egen hjemmeside, men den var uden mange informationer og blev ikke vedligeholdt og udviklet.

Det første site i Elkjær/Olsen-tiden

Mens Preben Elkjær og Thomas Olsen fra januar 2002 til juni 2004 havde ansvaret for førsteholdet i fodbold eksisterede der foruden Millademo-sitet, som beskrives herunder, et site for mandskabet, der dengang spillede i 1. division. Erik Petersen skrev referaterne til dette site, og det var det digitale bureau Dwarf, som skabte det. Det er lykkedes os at skaffe nedenstående screenshot af forsiden med hjælp fra Dwarf.

Fansitet 93forever

Samme Erik Petersen stod for fansitet 93forever fra 2000 til slutningen af 2009. Eriks motivation for at lave 93forever var, at der på det pågældende tidspunkt ikke var en fungerende hjemmeside for 1. holdet, hvilket han synes var synd og skam og ikke værdigt for den hæderkronede klub.

93forever-sitet skiftede look and feel flere gange de første år, men nedenstående screenshot er en af de sidste versioner af forsiden.


Erik Petersens fanklub-site der gik under navnet 93forever. 

Hans Drachmann inviterede siden Erik med ind som en del af redaktionen af Millademo-sitet, og Erik kørte et parløb med webmaster Klaus B. Johansen med fremragende referater fra 1. holdets kampe også på Millademo-sitet i nogle år derefter.

Millademo-sitet fra sommeren 2003 til marts 2010

Da Klaus B. Johansen og Inder Sapru endelig fik overdraget nøglerne til hjemmesiden i sommeren 2003, begyndte der for alvor at ske noget. De to ildsjæle gik i gang med en forrygende energi, og fik lynhurtigt lagt hjemmesiden op.


Forsiden af b93.dk – det såkaldte Millademo-site – som det så ud fra sommeren 2003 og frem til 22. marts 2010.

De to begyndte de ellers at udbygge på siden, det såkaldte millademo site (sponseret af Jesper Nyholm fra web-firmaet Milla) og i løbet af meget kort tid havde B.93 en velfungerende og informativ hjemmeside.

Joomla-sitet fra marts 2010 til september 2017

Teknisk set blev Millademo udskiftet med open source systemet Joomla i 2010 og samtidig blev et komplet redesign gennemført. Her var det især Klaas Muizelaar fra Tennisafdelingen, der trak læsset med al programmørarbejdet.


Forsiden på b93.dk – Joomla sitet – som det har set ud siden 22. marts 2010.

Klaas’ arbejde med relanceringen i Joomla skete i samarbejde med et nedsat hjemmeside udvalg gennem et års tid. I udvalget sad Allan Riley, Inder Sapru og Klaus B. Johansen og til dels Hans Drachmann, og det blev til mange møder og mail-udvekslinger, før vi landede det daværende look and feel.

B.93 TV

En nyskabelse i 2009 var B.93 TV, som primært blev benyttet til interview af spillere og ledere samt klip fra Divisionsholdets kampe. Ansvarlig for denne afdeling var dengang Thomas W. Rasmussen, som dog de senere år har trukket sig lidt tilbage.

En anden stor bidragsyder til tv-afdelingen var Christian Winther, der i dag er speaker til kampene på Østerbro Stadion. TV Glad v) Erik Norsker og Chris Palmgren har også deres store aktie i f.eks. indtil flere fremragende reportager og spiller- og trænerportrætter af 1. senior for mænd.

Se screenshot af B.93 TV forsiden til højre eller besøg det omfangsrige arkiv her.

Unikke historie-sider

En anden nyskabelse kom i løbet af 2010, da klubhistorien blev beskrevet i sine egne afsnit. Udover beskrivelse af klubbens formænd, æresmedlemmer, diverse legatmodtagere og meget mere, var der som noget helt unikt en profilbeskrivelse af samtlige over 800 divisionsspillere.


Palle “Banks” introducerer historie-siderne. Guld for enhver fodboldelsker. Anekdoter i spandevis. 

Og med over 700 profilbilleder. Mesteren bag dette var ikke overraskende klubbens historiker – og statistiker – Palle ’Banks’ Jørgensen. 

Siderne udvides konstant, og der er lagt mange, mange timer i dem.

Retningslinjer for hjemmesiden

På generalforsamlingen tirsdag 20. april 2010 blev disse retningslinjer for b93.dk vedtaget på foranledning af Klaus B. Johansen:

1. Hjemmesiden er klubbens ansigt udadtil og skal anvendes til at informere omverdenen og medlemmerne om aktiviteterne i B.93.


2. Hjemmesiden må ikke anvendes til at fremsætte beskyldninger eller kritik af enkeltpersoner eller klubbens ledelse.


3. Der skal holdes en god og sober tone på hjemmesiden, som er forenelig med de positive værdier, der kendetegner B.93 og altid har kendetegnet klubben. 

Retningslinjerne følges stadig og blev nødvendige efter en periode med store uenigheder mellem Tennis- og Fodboldbestyrelserne.

Hjemmesiden i Joomla-regi har været relativt stabil, og bortset fra et hackerangreb i oktober 2013, der lagde hjemmesiden ned en lille uges tid, til vi fik genoprettet sikkerheden, har vi kun oplevet et par mindre nedbrud i forbindelse med mange samtidige besøgende. Det kan siden ikke altid håndtere, fordi vores hosting aftale hos Danhost betyder, at vi deler servere med andre kunder.

Det mest spektakulære – og kortvarige – nedbrud i den forbindelse kom, da en nyhed på b93prof.dk blev lagt på ekstrabladet.dk, nemlig med B.93 TV’s Chris Palmgren, der havde fanget et af Danmarkshistoriens hurtigste mål nogensinde, da Silkeborg scorede til 1-0 onsdag 15. september 2010 i DBU Pokalens 3. runde på Østerbro Stadion.

Klubbens officielle sociale medier

29. marts 2011 fulgte så en officiel facebook-side. I første omgang i et samarbejde mellem Fodboldafdelingen og B.93 Kontraktfodbold ApS. Facebook-siden kom i gang efter initiativ fra den tidligere førsteholdsspiller Henrik Lyngsø Olsen, som webmaster Klaus B. Johansen satte sig sammen med på kontoret en eftermiddag efter træning og oprettede facebook-siden.

Siden er også nyheder fra Tennisafdelingen kommet med på facebook-siden, og Tennisafdelingen har på lige fod med Fodboldafdelingen mulighed for at poste indlæg som redaktører af sitet. Tennisafdelingen har også har sin eget facebook-site, ligesom flere afdelinger og hold har det. Men alt i alt er facebook-siden et meget vigtigt kommunikationsredskab for klubben.

Facebook-siden bliver brugt som et supplement til hjemmesiden. Flere trænere og forældre er redaktører på facebook-siden, og sørger derved for at siden er dynamisk og ofte meget hurtigere med nyheder og informationer end hjemmesiden. U13-træneren Andreas Motzfeldt Jensen har i løbet af 2014 tilbudt sin hjælp med at opdatere facebook.com/b1983, hvilket har resulteret i et hav af nye likes, spændende konkurrencer, meget mere relevante indslag, primært med fokus på ungdomsfodbolden. Inden længe runder vi de 1893 likes, og så skal det fejres.

Der blev også oprettet twitter-profil sider for Divisionsholdet og Fodboldafdelingen. Pr. 20. juli 2017 blev klubbens officielle twitter sider lagt sammen på twitter.com/bold1893, og de tidligere sider nedlagt. Læs nyheden om Twitter og klubbens øvrige sociale medier.

Update 15. april 2021: Siden er også Instagram sider for Fodbold på instagram.com/b93fodbold og instagram.com/b93tennis kommet til og er blevet tiltagende vigtigere. Kræver lidt tid ekstra tid at dele på sociale medier, men det er det værd.


B.93’s officielle facebook-side, som de seneste opslag så ud mandag 29. december 2014.


Facebook siden facebook.com/b1893 pr. 15. april 2021.


Instagram profilen instagram.com/b93fodbold pr. 15. april 2021.

Pr. 15. april 2021 fulgte 4.207 den officielle facebook side på facebook.com/b1893, mens 1.023 pr. samme dag modtager opdateringer fra instagram.com/b93fodbold.

Midlertidigt webmaster skifte

Da web-masteren Klaus B. Johansen havde et års orlov i 2012/13-sæsonen, blev hans stol udfyldt af medlemsbladets dynamiske chefredaktør Torben Klarskov.

Den officielle fanklubs site fra 200X – 

Sitet b93fanklub.dk blev ledet af den dynamiske fanklub formand Brian Nehm siden 2013, og fik en designmæssig overhaling primo 2014 af Leo Minamizawa Mathiesen. Samme Leo er teknisk redaktør for sitet og sørger for at lægge indhold op, mens Brian Nehm så fungerer som den ansvarshavende chefredaktør. I forbindelse med designændringen blev det tidligere debatforum fjernet og i stedet flyttet til fanklubbens fanklub-gruppe.

Ultimo januar 2015 er fanklubbens facebook-side (uden debatforum, med fokus på nyheder) genfødt på facebook.com/b93fan efter inspiration fra et seminar hos Danske Fodbold Fanklubber (DFF). Målet med fanklubbens facebook-side er minimum et opslag hver dag hele året rundt og at levere indhold, der tilgodeser både fanklubbens medlemmer, men også leverer sjove indslag, f.eks. videoer fra førsteholdets træninger og tricks fra førsteholdsspillerne, til inspiration for store og små.

Update 15. april 2021: Facebook-siden er siden blevet den primære kommunikationskanal for B.93 Fanklub. Sitet b93fanklub.dk blev nedlagt foråret 2020.

Brian Nehms far Freddy Nehm var i en årrække stifter og formand for den tidligere fanklub, der gik under navnet “De Hvide Engle”. Den blev lukket ned i 2011, og klubben havde i et par år ingen officiel fanklub. I januar 2013 var Brian Nehm så idémand og stifter af B.93 Fanklub. Brian er ultimo januar 2015 blevet valgt til at fortsætte som formand i endnu to år.


Fanklub-sitet b93fanklub.dk ultimo januar 2015.


Facebook siden facebook.com/b93fan pr. 15. april 2021.

WordPress site for b93prof.dk fra 16. februar 2015 –

I begyndelsen af 2015 bliver Joomla udskiftet med WordPress, et andet open source system, på b93prof.dk delen. 1. senior for mænd får dermed et ganske moderne site med lidt mere friske toner. Sitet bliver responsivt, dvs. det vises – som det sig hør og bør nu om dage – forskelligt og optimeret, afhængig af om du besøger det med din computer, din tablet eller din smartphone. Siderne b93.dk, fodbold.b93.dk og b93tennis.dk fortsætter indtil videre i Joomla.


Forsiden af WordPress sitet, som den ser ud kort før launch ultimo janruar 2015.

Denne gang er det Jonathan Wenshøj, søn af Jørgen Wenshøj fra B.93 Kontraktfodbold ApS, der har designet og programmeret i samarbejde med web-master Klaus B. Johansen, der løbende har kopieret indholdet fra det nuværende b93prof.dk til det nye site.

Efter relanceringen kan det tidligere b93prof.dk site og arkiv med nyheder findes via prof.b93.dk. Kun indholdet fra den indeværende sæson, dvs. til og med optakten i sommeren 2014 tages med på det nye site. Se nyhed om b93prof.dk redesignet fra 16. februar 2015.

Update 18. oktober 2015
Michele Guarini og Jørgen Wenshøj stoppede som ejere af B.93 Kontraktfodbold Aps efter forårssæsonen 2015. Det gav – som et deja-vu fra Elkjær-Olsen tiden – travlhed i kulisserne i den gamle klub, hvor der blev arbejdet hårdt over sommeren for at få et nyt set-up i gang. Først med ny sportslig ledelse ved de gode gamle kendinge Frank Nielsen og Erling Bøje.

Pr. 1. oktober 2015 blev det så offentliggjort, at en ny ledelse og nye investorer var på plads for B.93 Kontraktfodbold med Lars Lüthjohan Jensen som bestyrelsesformand og Ole Ringheim, Jeppe Hedaa, William Kvist og Steen Müntzberg som bestyrelsesmedlemmer.

Det tegner til at blive en ledelse med mange gode perspektiver for fremtiden, tonerne er i hvert fald positive fra alle leder og kanter omkring det nye set-up. Og hvem ved, om det smitter af med nye og interessante muligheder og funktionalitet på b93prof.dk på sigt … ? Der er indgået en aftale med de tidligere ejere, så sitet fortsætter i sin nuværende form.

Uafhængigt af den nye ledelse kan det i øvrigt nævnes, at b93prof.dk nu også er leveringsdygtig i dybdegående spillerinterview med hjælp fra Valdemar Jensen. Fremragende indhold til hjemmesiden, som vi ser frem til at følge og være med til at videreudvikle i web-redaktionen. Siden er med ansættelsen af Claus Vandborg som presse- og kommunikationschef i februar 2017 bla. fulgt initiativer som 93’eren og interview serien “Vinklen”.

Update 15. april 2021: b93prof.dk sitet lever stadig baseret på koden tilbage fra 2015. Men vi ser lidt træthedstegn i forhold til seneste version af WordPress, og vi skal derfor snart opgradere lidt her og der. Vi opretter derfor en kopi af sitet til brug for test og udvikling i foråret 2021, i øvrigt sammen med kopier af WordPress sites for fodbold.b93.dk og b93.dk.

WordPress site for b93tennis.dk fra 10. maj 2015 –

I maj 2015 er også b93tennis.dk klar i en mere moderne og responsiv udgave i WordPress. Klaas Muizelaar er igen bagmanden i samarbejde med Hooman Samimi. Læs nyheden om det nye b93tennis.dk her.


WordPress sitet b93tennis.dk fra februar 2016.

WordPress sites for b93.dk og fodbold.b93.dk fra 25. september 2017 –

I september 2017 så de nye sites for b93.dk og fodbold.b93.dk dagens lys – det er dét b93.dk, du kigger på lige nu. Forud var gået omtrent halvanden års forarbejde i hjemmeside udvalg, flytning af sider mv. Webmaster Klaus B. Johansen ledede projektet med vigtige medspillere i bla. Mogens Hansen, Allan Bisgaard, Klaas Muizelaar og et par eksterne fødselshjælpere omkring teknikken. Siderne tog udgangspunkt i designet for b93prof.dk fra februar 2015. Se nyheden om de nye b93.dk og fodbold.b93.dk sites.

Det nye b93.dk pr. 30. september 2017

Det nye fodbold.b93.dk pr. 30. september 2017

Globus Data site for b93-tennis.dk pr. 22. oktober 2018, Tennisshop og sociale medier

I oktober 2018 re-lancerede Tennisafdelingen sitet, som nu fik URL’en b93-tennis.dk. Her blev en større integration af banebooking og Min side prioriteret, så brugerne kunne bestille baner og administrere deres medlemsskab direkte via hjemmesiden. Ligeledes er en engelsk version af hjemmesiden på plads, hvilket vi også ønsker at få plads for b93.dk, fodbold.b93.dk og b93prof.dk.

Det har vist sig at være en rigtig god idé og i takt med at Tennisafdelingen i den grad også har opgraderet kommunikationsindsatserne på sociale medier med fx facebook-siden facebook.com/b93tennis og Instagram profilen instagram.com/b93tennis og en økonomi, der er braget derudaf – også under corona, hvor tennissporten havde lidt bedre vilkår end andre kontaktsportsgrene – har Tennisafdelingen ikke set sig tilbage og medlemstilgangen vokser måned efter måned. Nu skal der flere baner til for at favne de mange nye medlemmer.

Den dynamiske Tennisafdeling er såmænd også barslet med en tennis webshop på b93-tennisshop.dk, hvor salg håndteres fra et lokale i Tennishallen. Også har barsler vi i fodboldregi med lignende planer i foråret 2021.


Tennis sitet b93-tennis.dk som det ser ud 15. april 2021.


Facebook siden facebook.com/b93tennis pr. 15. april 2021.


Instagram profilen på instagram.com/b93tennis pr. 15. april 2021.


Tennis shoppen på b93-tennisshop.dk pr. 15. april 2021.

Seneste ændringer

Fra 2021 og frem er vi barslet med B.93 Shoppen, en Twitter profil for hele klubben, mere fodbold tilstedeværelse på Instagram og en LinkedIn side for hele klubben. Dette beskriver vi nærmere inden længe, webred.

Planerne fra januar 2023 og frem

Vi arbejder på et redesign af hjemmesiden med en mere intuitiv navigation og hvor både Fodboldafdelingen og Tennisafdelingen indgår i samme look and feel. Samtidig er vi i gang med en opgradering af siderne for vores to professionelle fodboldhold for kvinder og mænd, hvor B.93 Shoppen vil være mere integreret. Vi håber at lancere til august 2023.

Offentliggjort 13. december 2022 v) Klaus B. Johansen.