B.93 er social medicin i verdensklasse.
Ingen tvivl om navnet Ritnagel emmer af B.93. Dette gælder ikke kun farmand Jørgen, men også sønnen Jens Ritnagel, der er født 28. august 1974. Jens bor sammen med sin dreng Victor (19 år) på Østerbro, og arbejder som Portfolio Facility Manager hos Danske Shoppingcentre, der er ejet 50/50 af ATP & Danica). Så det er drift af ejendomme, som Jens har fokuseret på de sidste ni år. Før det har dagens profil arbejdet som økonomichef i næsten 17 år hos blandt andet Berlingske Media og i et af statens selskaber (som er ejet af Finansministeriet).
Grunden til jeg er i B.93
Det må jeg tilskrive min far, Jørgen Ritnagel, som har været frivillig i klubben siden 1966, og fortsat er det. Han har beklædt utallige roller gennem tiderne, så jeg har været født ind i klubben. Jeg ved ikke om han har holdt et sabbat år i de 58 år. Min mor skal jo også have en del af æren, for hun har måttet undvære min far i mange timer. Som jeg drillende siger til min far: ”Der er jo ikke noget i livet, som er over klubben”. Derfor har klubben, særligt i min ungdom, været en utrolig vigtig del i mit liv.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det er de utrolig mange vidunderlige mennesker, som jeg har mødt i klubben gennem livet (også fra andre klubber). Jeg bliver 50 år i august, og der er en del ’93 ere på holdkortet. Den mangfoldighed, sammenhold og dannelse, som en klub som vores skaber, er fuldstændig fantastisk. B.93 er social medicin i verdensklasse, som vores politikere burde værne om, da det med til at skabe en meget stærk sammenhængskræft i vores samfund.
Min største oplevelse i B.93 regi
Det var en YDM (U19) kamp mod KB en sommeraften i 1991. KB stillede med et holdt spækket med landsholdsspillere, og vi havde to år forinden ikke kunne tage point fra dem i JDM (U17) rækken. Den aften vandt vi 8-1 og spillede dem totalt ud af banen, i en fyldt Klosterhave. Jeg fik de sidste 25 minutter som defensiv midt. Det var en aften, hvor man følte en utrolig stolthed over klublogoet på venstre brystkasse.
Senere på året udspillede vi de senere Danmarksmestre fra Silkeborg med 2-0 til Randers Cup. Nogle vil mene, at det var det bedste ynglingehold klubben nogensinde har haft, når vi ramte ”dagen”. Men vi blev ”kun” nr. 3 i YDM rækken efter Lyngby og Brøndby. Fra det hold har jeg også nogle af de bedste venskaber, man kan ønske sig.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er formand for BackOp Foreningen, hvor vi støtter klubbens ungdomshold og spillere med rejser m.v. Her er man velkommen til at blive medlem.
2 … Jeg er glødende Liverpool fan. Som jeg siger til min dreng: ”I fodbold og politik holder vi med De Røde”.
3 … Jeg synes, at det fuldstændig fantastisk at komme på Østerbro Stadion i dag. Så mange mennesker, fællesskab og god stemning – ja kærlighed.
4 … Er meget glad for at være flyttet tilbage til Østerbro efter cirka 10 år i Søborg. Som Ian Rush sagde efter sit korte ophold i Juventus: “It was like living in a foreign country”.
5 … Er blevet smidt ud af Bobi Bar (hvor vi fejrede at Liverpool havde slået Arsenal 4-2 i Champions League kvartfinalen) sammen en af klubbens bedste ungdomstrænere nogensinde. Vi kom egentligt bare med en vurdering af den noget tvivlsomme musiske live optræden, men den var måske lige en kende for ærlig.
Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos fra privatarkiv.