Sammenholdet må være det største i B.93.
Olcay Senoglu er født 10. maj 1984 og en populær skikkelse i B.93, hvor han er cheftræner for vores mange talenter på U19 A .
Udover det er han skolelærer og bor i NV med kæresten Signe og deres datter (Arin), som er fire år.
Olcay var angriber, og spillede 141 kampe (og lavede imponerende 75 mål i de kampe) for B.93. Han har spillet 10 ungdomslandskampe, fordelt med fire kampe for U20 (1 mål), fem kampe for U19 (2 mål) og en kamp på U18 (0 mål) for henholdsvis Lyngby (tre kampe) og Farum / FC Nordsjælland (syv kampe).
Som ungdomspiller startede det hele i Glostup, og derfra tog han til Avarta før han endelig kom til B.93. Men han blev kun et år, hvorefter han rykkede til Lyngby, og derfra til Farum. S blev Olcay senior og var i følgende klubber: Farum / FC Nordsjælland (2002/04), B.93, Køge, Genclerbirligi (Tyrkiet), derfra tilbage til Køge før turen gik til Trelleborg (Sverige), igen til B.93, derfra til Bk. Frem, og retur til B.93. Men der var mere udlængsel i den målfarlige angriber. Næste stop var Blokhus, derfra til Boldklubben Søllerød-Vedbæk, Fremad Amager og FC Vestsjælland inden Olcay kom tilbage til B.93, før han igen tog til Fremad Amager (2016/17) og til sidst sluttede sin aktive karriere i vores klub i 2018. Det giver totalt 14 klubber, som Olcay har repræsenteret. Det er vist en rekord i sig selv.
Grunden til jeg er i B.93
Videreudvikle vores talenter, så de bliver gode nok til vores 1. Hold – og udvikle mig som træner.
Det jeg holder mest af ved B.93
Slottet, Østerbro Stadion, Jens Kolding, Nico og Martin Heisterberg.
Min største oplevelse i B.93 regi
Har mange oplevelser med klubben, men sammenholdet i B.93 må være det største. Mit første møde med klubben som ungdomsspiller. Det er blevet til 141 kampe og 75 mål for 1. holdet, som placerer Olcay på listen som den 14. mest scorende B.93-spiller i historien og måske den mest scorende i nyere tid.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er med i en bogklub med syv tidligere B.93 spillere: To gange Heisterberg, Martin Johnsen, Niclas Rønne, Anders Hakala, Anton Peterlin og Frederik Bruhn. Her læser vi blandt andet Hemingway og drikker Negroni.
2 … Jeg forstår ikke sammenligningen mellem Messi og Christiano Ronaldo. Historiens bedste fodboldspiller er Leonel Messi, den næstbedste er R9 (den gamle Ronaldo).
3 … Jeg elsker Besiktas, den rene af de tre Istanbul-klubber.
4 … Jeg elsker derfor også Istanbul, der er en helt fantastisk by. Udover byens historie og Besiktas, så kan et glas raki og meze med udsigt over Bosporus virkelig noget.
5 … Jeg er ikke god til dårligt vejr, så jeg cykler kun når det er +15 grader.
Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto: Christian Midtgaard. Portrætfoto: Philip Ødegaard Hansen.