Bette Hjulmand er ugens profil

Jeg har vidunderlige minder fra min tid i B.93.

Ugens profil er kommet i klubben siden hun lå i barnevogn, og derfor har B.93 altid været en del af Bette Hjulmands liv. Klubben har på den måde altid haft en helt speciel plads i Bettes hjerte.

Bette Hjulmand er født 12. december 1966, og arbejder som Procurement Associate hos UNICEF Supply Division i Nordhavn – “Managing operations for Covid-19 vaccines supplied to developing countries”.

Bettes far var Jørgen ”Skolelærer” Nielsen, som var medlem af ’93 siden sine ungdomsår, hvor han spillede fodbold i klubben. Han var efterfølgende i hele sit voksenliv meget engageret i klubben og var i 1976-77 sportschef for B.93. Han fortsatte derefter som trænerassistent i 1978 og ’79, før han overtog rollen som stadionspeaker på Østerbro Stadion til divisionsholdets kampe. Bettes søster, Janne Hjulmand Kolding (gift med Jens Kolding), var også var meget engageret i klubben, og hun overtog senere posten som stadionspeaker efter sin far.

Bette fortæller, at “de to ildsjæle – min far og søster – er desværre ikke iblandt os mere. Min far døde i 2007, og min søster døde i 2012, kun 51 år gammel. De er frygteligt savnet, men jeg er sikker på, de følger 93’s ve og vel oppefra, og at de er lige så begejstrede som vi andre over de seneste års positive udvikling”.

Grunden til jeg var/er i B.93
Selvom jeg trådte mine barnesko i 93 blev jeg officielt medlem i midten af ’70erne, da jeg begyndte at spille tennis i klubben. Jeg spillede dog kun et par sæsoner, for rejsen til Østerbro fra Amager, hvor jeg boede dengang, var lang og tidskrævende med offentlig trafik for en lille pige.

Jeg fulgte dog stadig med i klubbens aktiviteter, holdets placering i divisionen, ikke mindst i kraft af min fars engagement i klubben, og jeg kom stadig til alle hjemmekampe og fulgte holdet i tykt og tyndt. En gang 93’er, ALTID ’93er!

I slutningen af 80’erne, efter jeg havde rejst jorden rundt i to år, vendte jeg hjem for at studere og var glad for at komme tilbage til klubben. Jeg blev hurtigt en del af de frivillige hjælpere og deltog til at begynde med i sponsorpleje-teamet, der ved hjemmekampene stod for forplejning af og socialisering med sponsorer og mediefolk i halvlegene.

Jeg engagerede mig yderligere i aktivitetsudvalget, hvor vi diskuterede indtægtsmuligheder for klubben for eksempel via salg af bandereklamer, sponsorater, salg af målaktier (som min mand Jan var storsælger af), forskellige aktiviteter og souvenirsalg mm. Jeg påtog mig at stå for indkøb og salg af souvenirs og fik fat i en frugtvogn, som vi malede i blå/hvide farver, påsatte ’93-klistermærker og vupti havde vi en souvenirbod på hjul! Vi rullede vognen ud til hver hjemmekamp og solgte ’93 kuglepenne, pins, t-shirts, kasketter, flag, vimpler, huer, halstørklæder etc. og sågar også kaffe – alt imens overskuddet selvfølgelig gik ubeskåret til klubben. Det stod på i flere år, og jeg kom på den måde til at kende en masse af klubbens medlemmer, fans, spillere, frivillige og syntes, det var mega sjovt og vældig interesssant at kunne være med til at gøre en indsats for klubben.

I mine unge år spillede jeg selv fodbold i Sundby Boldklub på Amager, for på det tidspunkt fandtes der ikke pige- og kvindefodbold i B.93. Det undrede mig, og da tiden var moden, foreslog jeg min søster, at vi på den kommende generalforsamling skulle fremsætte et forslag om ”Etablering af kvindefodbold i B.93”. Det gjorde vi, og det blev vedtaget. I dag kan jeg da godt være lidt stolt af, at vi allerede den gang banede vejen for, at det var muligt at starte et pige-/kvindehold i ’93, og i dag er det jo fantastisk at se tilslutningen. Det glæder mig oprigtigt.

De seneste år mens klubben lå i 2. division, har jeg til hjemmekampene på Østerbro Stadion hjulpet til i boderne med salg af øl, vand og pølser sammen med Jan Smidt, Jørgen Jensen, mine børn, min niece og nevø og andre flittige og glade hjælpere. Vi hyggede os og gav gerne en hjælpende hånd som frivillige.

I dag sidder jeg med min familie på lægterne, klapper, jubler og holder fest med resten af de sjove, skønne, vidunderlige, opfindsomme og begejstrede fans – sikke en fest og sikke en glæde.

Det jeg holder mest af ved B.93
Når jeg tænker B.93, tænker jeg ”et fantastisk fællesskab”.

Der er en samhørighed og team spirit, hvor vi alle hjælper hinanden og glædes ved det, vi sammen kan gøre for klubben. Jeg har vidunderlige minder fra min tid i B.93, både sammen med min egen familie, men også med andre fans og klubmedlemmer, som på hver deres måde er de sødeste og virkelig imødekommende mennesker.

Jeg holder virkelig meget af at komme til hjemmekampene, og mærke den unge generation sætte deres pragtfulde og energiske præg på hele stemningen. Det varmer virkelig mit hjerte og jeg ved, at min far og søster ligeledes ville have elsket at se den store opbakning, der er til holdet i dag blandt de heppende fans unge som ældre. Jeg knuselsker virkelig de nye slogans, sange og alt det, der er kommet til, som styrker vores fælles intention om at støtte vores hold bedst muligt fra lægterne og via det frivillige arbejde.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg mindes vores 100 års jubilæum i 1993 med stor glæde. Det var en kæmpe festdag fra morgen til aften på anlægget ved Østerbro Stadion, med morgensang ved flagstangen, arrangementer i løbet af dagen og fest med middag, stort show og taler om aftenen. Det var så absolut en storslået og mindeværdig 100 års jubilæumsfest. Samtidig var jeg også imponeret over det virkelig fine og geniale logo, der blev designet i den anledning.

Det var dog også en kæmpe stor oplevelse, da ’93 vandt pokalen i 1982 i Idrætsparken. En ulideligt spændende finale mod B.1903, som endte 3-3 efter forlænget spilletid. Omkampen vandt vi så med 1-0 og sikrede os dermed Pokalen. Det var virkelig stort, og det blev kun endnu bedre, da vi senere i Europa Cup’en for pokalvindere slog Dynamo Dresden ud. Sjovt at tænke tilbage på, det er alligevel et par dage siden.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er et stort familiemenneske og Mor med stort M. Min mand Jan og jeg har tre børn, og jeg elsker, når vi alle sammen har mulighed for at være samlet. Vores ældste søn Jarl og yngste datter Sofie bor i København, og mellemstemand Alexander læser på universitetet i Southern Oregon i USA på et fodboldscholarship, så der går lidt tid imellem, vi alle er samlet. Jeg prioriterer tiden med familien højt, og intet glæder mig mere end at bruge tid med dem. Derfor er det en kæmpe glæde (og måske også en del af opdragelsen😊), at vi alle fem er vilde med at tage sammen på Østerbro Stadion og se vores favorithold spille!

2 … Respekt, inklusion og masser af godt humør er noget af det jeg værdsætter allermest, og dét som virkelig betyder noget for mig, er at vi alle behandler hinanden med respekt og omsorg, og at vi er ydmyge overfor de forskellige udfordringer, vi bliver udsat for undervejs i livet. Det er vigtigt for mig, at jeg selv er positiv og imødekommende, og jeg tænker meget over, hvordan jeg agerer overfor andre mennesker, viser dem respekt og tillid, og deler ud af min positivitet samt opmuntrer til masser af smil og grin. For mig er det vigtigt, at jeg er glad for min hverdag, og at jeg har mulighed for at forblive den positive og glade Bette. Mit ønske er at være inkluderende og opmuntrende, at have tid og overskud til at være der for andre, og uddele masser af smil, grin og godt humør.

3 … Jeg har et hjerte for at hjælpe børn med behov. Jeg elsker børn og deres umiddelbarhed, deres naivitet og glæde over de små ting, og jeg vil gøre rigtig meget for at støtte og hjælpe udfordrede børn til et bedre liv. Det glæder mig derfor hver dag, at jeg kan gøre en indsats for, at børn i hele verden får adgang til essentielle vacciner og medvirke til, at de samtidig bliver vaccineret. Det giver virkelig mening for mig at få lov at hjælpe børn, der vokser op under ringe forhold, og jeg sætter en ære i at bidrage med det, jeg nu har mulighed for. Vi sponserer selv en lille pige i Uganda, Adjuna, som nu går i 4. klasse. Vi får jævnligt breve fra hende og opdateringer om, hvordan det går hende samt billeder af hende og familien, og det er livsbekræftende at følge med i hendes liv og udvikling. Det har også været lærerigt for vores egne børn at følge hendes opvækst, som er så anderledes fra deres egen.

4 … Jeg har, siden jeg var ni år og til jeg blev 19, været medlem af Danmarks Radios pigekor, hvilket nok også var en af grundene til, jeg stoppede med at spille tennis i ’93. Musikken og syngeriet tog al min tid, og jeg gik samtidig også på sangskolen Sankt Annæ Gymnasium, så det var svært at finde tid til andet. Det har til gengæld givet en solid musisk erfaring og uddannelse, masser af musikoplevelser og spændende rejser for ikke at glemme skønne veninde- og venskaber, som vi stadig holder fast i den dag i dag. Jeg synger i dag i Daniakoret, som består af tidligere medlemmer af Danmarks Radios Pigekor. Vi øver jævnligt i Hellerup Kirke og holder to-tre koncerter årligt. Julekoncerten i Hellerup Kirke er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor der er gratis adgang, og I er selvfølgelig alle hjertelig velkommen den første torsdag i december.

5 … Jeg elsker at lege og dette lige så meget, som jeg holder af at blive underholdt af mine favorithold B.93 og Arsenal. Jeg elsker også at konkurrere og være aktiv sportsudøver, og jeg har altid dyrket meget sport og har prøvet utallige sportsgrene: Fodbold, basketball, svømning, håndbold, padel og mange flere, men i dag står den mest på ugentlig badminton, flere gange ugentlig fitness (Zumba, Yoga, Puls&Styrke, Pilates og Stram Op), og i sommerhalvåret spiller jeg og min mand tennis i Farum Tennisklub. Jeg elsker at være aktiv, for inderst inde er jeg et stort legebarn, og det giver bare så meget glæde og god energi at være aktiv sammen med andre. Det er vigtigt at holde sig i form hele livet, og lige så vigtigt er det, AT MAN ALDRIG HOLDER OP MED AT LEGE!

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.