B.93 har en lang og glorværdig historie.
Den udvalgte til 93’eren denne gang er Henrik Hvillum, der er født 4. april 1970. Henrik er glimrende referent fra førsteholdets kampe, og tidligere stadionspeaker. Han ses ofte ved divisionsholdets kampe, uanset om han har opgaver for B.93 eller ikke. Henrik er født i Jylland (se længere nede i teksten), og han har – efter flere års skilsmisse – har fundet sammen med sin ekskone Pernille igen, og de bor nu sammen i Dragør.
Henrik Hvillum fortæller her om sine to børn:
– Sammen har vi Simon (årgang 2003) og David (årgang 2006). Begge har arvet min fodboldpassion, men på hver sin måde.
– Simon er optaget af fankultur og nyder at beskæftige sig med tifos, slagsange osv. Desværre har han fået et stort FCK-hjerte, så han er ofte i Parken. Og så har han en ”You’ll never walk alone”-tattoo på sin ene arm …
– David er certificeret fodbolddommer og har allerede dømt et par kampe på serie-niveau. Han går benhårdt efter at dømme Champions League-finalen 2041 … Hans hold er Chelsea, hvilket jo ikke lige harmonerer med farmands Tottenham, men tro mig, der bliver diskuteret meget fodbold hjemme hos familien Hvillum! Det er et stort privilegium, at vi har fodbolden at deles om!
Grunden til jeg er i B.93
Min nære ven gennem mange år, Claus Vandborg, spurgte om jeg ville hjælpe til som speaker, og siden også som referent. Jeg nyder opgaverne og den gode/familiære stemning, der er i klubben.
Uanset om man kommer på kontoret, træningsbanen eller blandt fansene til kampene, er der altid god stemning. Selv om jeg ikke er lokal (jeg er fra Østjylland og holder med AGF …), bliver jeg altid modtaget med åbne arme, så selv som udenforstående mærker man den passion, som alle klubfolk besidder. Det er smittende!
Det jeg holder mest af ved B.93
Som nævnt mærker man lynhurtigt den passion, som gennemsyrer alle klubfolk, uanset om man er førsteholdsspiller, træner, kontormedarbejder, sportschef eller bare en 10-årig dreng eller pige, som går til fodbold.
Det betyder også noget, at der er en stolthed over, at B.93 har en lang og glorværdig historie, både indenfor fodbold og tennis. Den respekt for traditionerne og historien er bare god stil, og det tiltaler mig.
Min største oplevelse i B.93 regi
Utvivlsomt oprykningen fra 2. division i foråret 2023. Ganske vist kommenterede jeg kampen mod Thisted FC fra en kommentatorboks, men det var umuligt ikke at blive revet med af den intense stemning, der var på Østerbro Stadion. Det var et sandt drama, og selv om det nær var gået galt til sidst, så lykkedes det alligevel at rykke op. Som kommentator skal man jo være objektiv, men bagefter var jeg virkelig glad på vegne af alle de gode mennesker jeg har mødt i klubben.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg holder med AGF og Tottenham, men efterhånden er der også en lille plads i mit hjerte til B.93.
2 … Jeg har kommenteret 62 forskellige sportsgrene på Eurosport, Discovery, Canal+, TvDanmark, 6’eren og SportLive.
3 … Jeg har en søn (den yngste af to), som planlægger at dømme Champions League-finalen 2041.
4 … Jeg synes B.93 har landets bedste stadion-pølser.
5 … Jeg var DJ til Claus Vandborgs seneste runde fødselsdag, afholdt i lokalerne på Ved Sporsløjfen 10. Hvilken rund fødselsdag der er tale om, skal jeg dog undlade at nævne her.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra familiearkiv.