Hovedbestyrelsen tager nye initiativer.
Slottet, B.93’s klubhus, er nok blandt rigets smukkeste af sin slags. Men et klubhus, som tilhører klubbens medlemmer, er ikke meget værd, hvis medlemmerne ikke gør brug af det.
B.93 var en klub, der sprudlede af liv, dengang vi holdt til på Øster Allé. Det kan man desværre ikke sige om B.93 på Svanemølleanlægget. Vist er der ofte liv og glade dage i og omkring kiosken mellem de to kunstgræsbaner.
Men på Slottet, som burde være epicentret for klubbens sociale liv, hersker der desværre ofte en spøgelsesagtigt forladt stemning.
Man kan pege på mange årsager til dette. For eksempel Svanemølleanlæggets logistik, som indebærer stor afstand mellem klubhus og baner. De langvarige corona-nedlukninger, som tog hårdt på idrætsforeningernes sociale liv landet over, har gjort situationen endnu værre.
Men nu tager Hovedbestyrelsen en række initiativer for at få klublivet tilbage til Slottet.
Blandt initiativerne er renovering af omklædningsrummene. Det skal i den forbindelse understreges, at kun 1. Kvinde- og Herresenior har eget omklædningsrum. Alle andre omklædningsrum er alle medlemmer meget velkomne til at benytte. Hold jer ikke tilbage. Spørgsmål vedrørende omklædningsrummene kan stiles til administrationschef Brian Molberg.
Hovedbestyrelsen vil også indrette en ny café på Slottet. Caféen skal have til huse i lokalet, der hidtil har huset Restaurant Kokkens Gourmet, som pr. 1. november fraflyttede.
Det er tanken, at den nye café skal være omdrejningspunkt i klubbens sociale liv med fællesspisninger og storskærmsarrangementer. Ingen udefra kommende selskaber vil kunne benytte caféen, kun klubbens medlemmer.
Vi vil løbende melde ud om de nye tiltag. Husk: Klubhuset er medlemmernes. I er alle hjerteligt velkomne!
Venlig hilsen
Hovedbestyrelsen
Skrevet af af Mads Mazanti Jensen.
Topfoto: Johan Neve.