B.93 var mit andet hjem.
Den udvalgte til 93’eren denne gang er Ditlev Ulriksen, der er født 24. april 1972 og er en af tre brødre Ulriksen (Ditlev, Kristian og Ulrik), som var meget kendte i de gyldne dage, hvor de gik godt til stålet. Ditlev spillede i B.93 i ungdomsrækkerne fra 1978 til 1990, men det blev ikke til en lukrativ kontrakt i udlandet, så i dag er Ditlev sanger, coach og musiker. Igennem årene har han skrevet sange, og optrådt både i eget navn og med andre – her kan nævnes Shotgun Revolution, Robbie Williams Jam, Innocent Blood, med flere. Tjek Ditlevs imponerende vokal i “CoronaCoversDK” på Youtube – deres version af klassikeren “The Weight ” af The Band, er tæt på at være et mesterværk.
Ditlev har været sammen med Marie Louise siden 1995 (gift i 2004) og de har to døtre på henholdsvis 16 år og 22 år. Den ældste spillede i en (meget) kort periode i B.93.
Grunden til jeg var i B.93
Familien flyttede i 1976 fra indre by til ydre Østerbro og min far meldte mig forholdsvis hurtigt ind i B.93. Fodbold fyldte meget i hjemmet og det var derfor nærliggende, at det var fodbolden der blev fritidsinteressen, trods at ishockey, i et svagt øjeblik, også var en overvejelse.
Jeg startede på det, der vist nok hed 10. puslinge, hos Ejnar, men inden længe var jeg i kyndige hænder hos Finn ”Maler” (en af mange store trænerkapaciteter, jeg var så heldig at stifte bekendtskab med i løbet af årene i klubben) og herfra gik det slag i slag på klubbens bedste hold op i gennem ungdomsrækkerne. Jeg stoppede desværre inden det rigtig var kommet i gang og nåede derfor ingen seniorkampe for B.93.
Skader, nysgerrighed på livet og en dybtliggende erkendelse af, at talentet og psyken nok alligevel ikke rakte til at gå hele vejen, satte en brat stopper for fodboldkarrieren i 1990. En beslutning jeg, til manges undren, aldrig har fortrudt.
En meget ung Ditlev Ulriksen på sin første dag i B.93. Foto: Privat.
Det jeg holdt mest af ved B.93
B.93 var mit andet hjem og jeg brugte hver uge timevis med træning og kampe og ligeså mange timer på at ”hænge ud”, specielt i weekenderne når der var andre hold i aktion på de ramponerede baner. Det lille anlæg på P.H. Lings Alle var, trods slitage og massiv overbelægning på banerne, en tryg lille oase, hvor man kendte alle og havde en fornemmelse af at man, ung som gammel, respekterede og passede på hinanden.
Vi hang ud i “ungdommeren”, hvor vi samledes om billardbordet og flippermaskinen og fik altid kærlig, men bestemt behandling af, i første omgang Aase og siden hen Gitte Arnskov.
Der blev snoldet i restauranten, det var vist blandt andet hos Luffe. Vi spillede tennis (ofte uden at være medlem) og turde man spørge efter en fodbold hos Hans i hullet og var heldig at få en udleveret, kunne man gå ud og spille på det, til formålet, præcist anviste areal på anlæggets græs … og gud nåde og trøste os, hvis det blev opdaget at vi bevægede os udenfor dette område.
Vi fulgte med stor entusiasme divisionsholdet på Østerbro Stadion enten som tilskuere eller som bolddrenge og fra tid til anden ”plankede” vi den ind i Idrætsparken og overværede hvem der nu spillede kamp … og jeg kunne blive ved.
Jeg ved at klubbens ”nye” faciliteter ved Svanemøllen er langt bedre end dem jeg i sin tid oplevede på P.H. Lings Allé, men jeg tror at netop de ”gamle” rammer er en af grundene til, at jeg den dag i dag, stadig tænker tilbage på perioden med stor glæde og som noget helt magisk.
Min største oplevelse i B.93
Min største isolerede oplevelse må nok være pokalfinalen i selveste Idrætsparken i 1986, hvor vi slog KB 3-1. Lige efter kommer 1. drenge holdet i 1985, hvor vi ligeledes vinder pokalfinalen og DM.
Jeg kunne også nævne DM finalen i 1990 (som vi desværre tabte … ufortjent naturligvis), rejserne til Tyskland, England og Italien, træningslejre og stævner ude omkring i landet, knoldene på klosterbanen, iskolde træningspas på en bundfrossen grusbane, tidlige indendørstræninger i Svanemøllehallen, udtagelser til udvalgte hold, U18 landsholdsudtagelse og i det hele taget bare stemningen i klubben, sammenholdet mellem spillere og ikke mindst trænere, holdledere og alle i og omkring klubben.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har sunget og spillet musik professionelt siden 1992 og blev i 2020 uddannet som sang coach på Complete Vokal Institute i København, hvor jeg i dag er ansat og underviser sangere fra hele verden
2 … Jeg har medvirket i Melodi Grand Prix to gange
3 … Jeg elsker at stå på ski og udover den årlige familietur til Norge, kombinerer jeg hvert år skiløb med at spille med mit band på en bar i de franske alper
4 … Jeg er medlem af Charlottenlunds Vikingelaug, hvor jeg har dyrket vinterbadning siden 1996
5 … Jeg genoptog fodbolden, efter mange års pause, i Brede IF og her sluttede jeg ligeledes ”karrieren” for alvor. I dag kan kroppen ikke længere følge med, så mit sidste par fodboldstøvler røg til genbrug for mange år siden. Nu nyder jeg kun fodbold på tv eller på stadions, når tiden tillader … det kan godt gøre mig lidt trist en gang imellem, at jeg ikke fysisk kan mærke glæden ved spillet, men heldigvis har jeg minderne, min skønne familie, min hund og en fantastisk hverdag fuld af sang, musik og kreativitet.
Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos fra privatarkiv. På det ene ses en meget ung Ditlev på sin første dag i B.93 i de gyldne dage.
