B.93 har en stor plads i mit hjerte.
Den udvalgte til 93’eren i denne version er Jeanne Studsgård, som er født 26. februar 1999. Jeanne er en travl fodboldspiller, da hun – udover sit fodboldspil – har ikke mindre end fire jobs. Et i Lagkagehuset, Royal Arena, på sociale medier og i en børnehave.
Hun er opført som kantspiller i B.93 – dette med nr. 17 på ryggen. Jeanne har to mindre søskende, en søster og en bror. Hendes mor er fra Sydafrika og faderen er halv dansk og halv albansk, så de har en stor familie med international snit.
Grunden til jeg er i B.93
B.93 har en stor plads i mit hjerte, og da jeg skulle finde et sted at starte op igen var det oplagt at vælge B.93.
Klubben giver mig de helt rigtige rammer for at udvikle mig bedst muligt
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg elsker at møde ind til et hold som vil det samme som mig. Vi har et utrolig godt sammenhold og trænerteamet er virkelig dygtige. De viser tillid og støtte, som man har brug for som spiller. Og så er det en kæmpe bonus at kunne spille fodbold midt i elskede København.
Min største oplevelse i B.93 regi
Det er nok mit comeback efter over tre års skade(r). Hele setuppet omkring genoptræningen, har været noget af det hårdeste og bedste der er sket for mig. Jeg har lært så meget ved at være i B.93, og mit mindset som fodboldspiller har ændret sig og blevet markant bedre.
Mit mest mindeværdige oplevelse for nu, må være mit “comeback mål” i kampen mod AaB. Selvom vi tabte, kommer det til at have en stor plads i mit hjerte. Det var helt fantastisk at gennemføre noget, som man har trænet i lang tid.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg pendler med bus, metro og tog, sammenlagt i tre timer om dagen til og fra træning
2 … Jeg er blevet opereret to gange i venstre knæ. Først korsbåndet og så på grund af Osgood Schlatter syndrom
3 … Jeg elsker mad og er ikke kræsen overhovedet. Det asiatiske køkken er min favorit
4 … Jeg bruger str. 35.5-36 i sko, og køber derfor fodboldstøvler fra børneafdelingen. Det kan både være en fordel og en ulempe 😂
5 … Jeg elsker at rejse og opleve nye steder.
Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto og portrætfoto: Rasmus Lykke fra LokalUpdate.dk.