Jeg har mange gode oplevelser til gode i B.93.
Den udvalgte til 93’eren er Rasmus Broberg Jespersen, som har været i stillingen som klubbens børnechef i cirka et år. Rasmus er født 16. juni 1995, og styrer – med stor dygtighed – vores yngste fodboldspillere.
Rasmus er oprindelig fra Humlebæk, hvor både hans storesøster og forældre stadig bor. Han fortæller at han nyder at komme hjem til barndomsbyen i sin travle hverdag, og han informerer os også om han har en skøn kæreste, som han holder meget af at bruge sin tid sammen med.
Rasmus virker – set med så objektive briller som det kan lade sig gøre – at være et scoop for B.93 – med andre ord er det en god ansættelse af ledelsen at tilknytte Rasmus til B.93.
Velkommen til vores første profil i maj og nr. 271 siden vi startede serien 6. marts 2017 med et portræt af klubsekretær Gitte Arnskov.
Grunden til jeg er i B.93
Da jeg havde mine indledende snakke med B.93 var jeg meget imponeret over de værdier som B.93 står for, hvilket er værdier som jeg også deler som menneske.
Jeg valgte at tage fra FCK til B.93 for at være en del af et projekt om at skabe en sund og bæredygtig børneafdeling. Hvilket jeg synes vi godt på vej til.
Der er altid nogle udfordringer på vejen som jeg synes vi begynder at få løst. Jeg er meget stolt af at så mange medlemmer ønsker at være med på vores rejse og har den tålmodighed der skal til for at opbygge et sund miljø.
En af grundene til at jeg valgte at tage til B.93 var også at jeg kunne mærke en enorm tillid til det arbejde vi nu er i gang med. Samme tillid ønsker jeg at give videre til vores trænere og ansatte.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg har to ting som jeg holder allermest af.
Jeg elsker at hele vores anlæg er fyldt med børn, som ønsker at dygtiggøre sig og være sammen med deres venner.
Derudover elsker jeg at komme på Østerbro Stadion og se at rigtig mange af vores børnemedlemmer synger og nyder at se vores førstehold spille. Det kan man ikke andet end at holde af.
Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg har endnu ikke været her i ret lang tid, så jeg tænker at jeg har mange gode oplevelser til gode i B.93.
Men den største oplevelse indtil videre har uden tvivl været, da nogle af vores børnemedlemmer stoppede mig og fortalte at B.93 var blevet et bedre sted siden jeg er kommet til. Og da en dreng fortalte at han havde opkaldt sin bamse efter vores gode udviklingsansvarlige Mads Petersen. Det har uden tvivl givet os endnu mere lyst til B.93.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg elsker naturen, hvor jeg ofte bruger mange timer, så snart jeg kan. Derudover elsker jeg at tage på lange vandreture i de skandinaviske skove
2 … Fra jeg var helt lille, har jeg altid haft en stor kærlighed til Real Madrid. Det hele startede med Raul på toppen og senere da Sergio Ramos kom til klubben har han været min helt store helt. Så når snakken kommer ind på Sergio Ramos kan man altid forvente han får min opbakning. De fleste af mine barndomsvenner holder med Barcelona, så det har med årene givet mig et meget anstrengt forhold til klubben i Catalonien
3 … Jeg stoppede i en rimelig tidlig alder med at spille fodbold. Faktisk mistede jeg lysten da vi havde mere løbetræning end fodboldtræning. Derefter startede jeg med at være fodboldtræner for et U10 hold oppe i den lokale klub i Humlebæk. Ret hurtigt efter gik turen til Espergærde, FC Helsingør, FC København og nu i B.93. Jeg har igennem min rejse til B.93 været rimelig overbevist om at børnefodbold er min helt store passion og forventer også at jeg i fremtiden vil beskæftige mig med børnefodbold
4 … Min største fodboldoplevelse var da jeg besøgte flere af de store klubbers akademier i London. Jeg var især imponeret over West Ham og Charlton. West Ham fordi alt var gennemført og alt tænkt ned i mindste detalje. Charlton fordi de kunne få rigtig meget ud af lidt. Jeg vil påstå at B.93’s faciliteter minder meget om Charltons
5 … Det bedste jeg ved er sommerdage, hvor solen skinner og det vrimler med liv og god fodbold på fodboldanlæggene.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og portrætfoto af Henrik Wessmann.