Dejligt at være en del af det fællesskab i B.93.
Ugens profil er Michael Bremerskov Jensen, født 4. oktober 1971. Michael er international chef i Dansk Erhverv, og har en 11 år lang tenniskarriere i B.93 med først Kenneth Wennerberg som træner og derpå – gennem langt det meste af tiden – Ernst Ecks. Michael er søn af Jon Bremerskov (tidligere formand i klubben) og Annette Thorsen, samt bror til Anders Bremerskov som har spillet på 1. holdet i tennis.
Michael (i mere obskure kredse kaldet for Mixi) er et usædvanligt talentfuldt menneske, som har vist sine evner på mange fronter af livet.
Man kunne formulere det således: Hvis intelligens skal vurderes på hvordan vi som mennesker dynamisk udvikler os i samspil med omgivelserne – altså en vekselvirkning mellem vore medfødte individuelle anlæg og det sociale miljø, så tilhører Michael den elite som regnes at være 2% af befolkningen.
Vigtigst er det dog at han er en flink fyr – og udstyret med en fed humor.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg er 93’er, fordi det var den klub, som min far oprindeligt meldte mig ind i, først på et fodbold miniputhold, og derfra ret hurtigt over i Tennisafdelingen, da jeg var mere interesseret i og udviste mere talent for tennis end fodbold.
Jeg var ikke så meget for at blive skubbet til af andre, blive beskidt eller blive udsat for tacklinger, hvorfor tennis blev det rigtige for mig. Der er man ikke i fysisk kontakt med modstanderen.
Jeg kunne også godt lide det individuelle ved tennis, hvor man kun har sig selv og kun kan bebrejde sig selv, når noget går galt. I skolefodbold kan jeg huske, at jeg blev smadder irriteret, når mine holdkammerater kvajede sig eller vores målmand var bange for bolden og derfor lod et hav af mål gå ind. Alle de hold-problematikker slap jeg for med tennis.
Det hjalp naturligvis også, at vi i vores sommerhus i Rørvig havde en asfalt-tennisbane, hvor jeg fik spillet en hel masse om sommeren, og startede på tennis allerede, da jeg var 3 eller 4 år gammel.
Jeg kan huske, at da jeg blev junior 2 som 15-årig, havde jeg allerede spillet tennis i 10 år og følte mig næsten udbrændt. Jeg tror faktisk, at jeg begyndte for tidligt at spille tennis, hvilket gjorde, at jeg ikke gad mere, da jeg skulle i gymnasiet, og festerne meldte sig.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg kan klart bedst lide det gamle tennisanlæg på P.H. Lings Allé af rent nostalgiske grunde, og dengang den eksisterede også den gamle tennishal med trægulvene på samme adresse. Der tilbragte jeg hver dag et par timer eller tre – undtagen på onsdage, hvor der ikke var juniortræning – med Ernst og Dina og lavede min opvarmning oppe på gangen bag tilskuerpladserne før hver træningstime.
Og så havde vi fysisk træning hver mandag ovre på den gamle kaserne tæt på Gunnar Nu Hansens Plads, hvor der nu ligger Menu og flere andre butikker. Det var hård træning plus at vi altid startede med trappeløb ovre på tribunen på Østerbro Stadion, hvor Ernst sad oppe på toppen og råbte: “Hinke, to trins, samma”, hvilket betød samme trappeøvelse igen osv.
Ernst og Dina var jo en institution i B.93’s tennisafdeling gennem en menneskealder, og dem holdt jeg meget af og kom til at kende godt. Selv om jeg nærmest var sammen med Ernst fire dage om ugen i 10 år og hørte på hans lange foredrag om zenbuddhisme, avisen Informations fortræffeligheder, den tyske billedkunstner Paul Klee og årsagerne til, at VS’eren Preben Wilhjelm var en dygtig politiker, så jeg aldrig Ernst i andet end træningstøj. Utroligt!
Jeg har aldrig nogensinde set ham i cowboybukser, uldtrøje eller blazer for den sags skyld. Men han var en djævlegod træner. Og så nød jeg det dejlige kammeratskab med de andre på juniortræningen såsom Anders Roed Larsen, Thomas Petersen, Kenneth Schmidt, Gerald Dehn-Jensen, Christian Lunøe, Nikolaj Hansen, Morten Christensen etc. Som en ung teenager på Østerbro var det en gave at kunne komme over næsten hver dag og dejligt at være en del af det fællesskab i B.93.
Min største oplevelse i B.93 regi
Mine største sportslige triumfer var mine tre gange københavnsmesterskaber med to i junior 4 og et i junior 3. Jeg blev også 3’er til DM i Rundforbihallen i engang i junior 4. Som det fremgår, fik jeg ekstremt hurtigt fremtiden bag mig i min tenniskarriere. Jeg toppede allerede i junior 4 (12-14 årige).
Jeg vandt faktisk et af mine københavnsmesterskaber ved ude i Kløvermarken at banke Kenneth Carlsen 6-0, 6-0 (bum!), selv om han spillede på hjemmebane. Den må have været hård for Kenneth!
Den kamp, hvor jeg dog mener at huske, at jeg nåede mit højeste tennismæssige niveau, var som 15-årig indendørs mod Bernt Gade, hvor jeg tabte knebent i tre sæt, men hvor jeg havde junior 1’eren Bernt Gade hårdt presset. Det var et smerteligt nederlag, hvor jeg faktisk fældede en tåre bagefter, hvilket Ernst syntes var for pattebarns-agtigt, men det var en god kamp med en del tilskuerne på tribuen, som jeg husker det.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er dybt inde i knoglerne et konkurrencemenneske, hvilket i dag kommer særligt til udtryk på mountainbiken eller landevejsraceren, i skak og når jeg spiller olympiade med Vandborg- og Bendixen-familien på Terje Vigen hvert år. Jeg elsker at konkurrere, og sport eller spil uden konkurrence er for mig ligegyldigt tidsfordriv
2 … Jeg elsker nu om dage at læse bøger om kvantemekanik, evolution, teoretisk fysik og store, uløste matematiske spørgsmål, selv om jeg faktisk er en blød humanist af uddannelse (cand.mag. i østeuropastudier & historie)
3 … Jeg har en dejlig kone og tre vidunderlige børn, som jeg bor sammen med på Østerbro, og jeg har altid i mit DNA været Østerbro’er, selv om jeg i kraft af mine 15 år som embedsmand i Udenrigsministeriet har boet i Genève, Bruxelles og Wien og været udvekslingsstudent i Skt. Petersborg.
4 … Jeg er med alderen blevet en stor fan af vandreture især i bjerge eller i øde naturområder såsom Lake District i England, Sierra Nevada i Spanien, stranden på en kold efterårsdag (så der ikke er mennesker) mellem Gilleleje og Hundested, Dyrehaven eller de maritime alper nord for Nice i Frankrig. Det er dog altid en svær balance mellem at opnå de fantastiske naturoplevelser, hvor der gerne må være så øde og vildt som muligt, på den ene side og ønsket om at undgå teltet og sove i en behagelig seng om aftenen. De to ting er vanskelige at kombinere, men det lader sig eksempelvis gøre i det utroligt smukke Lake District
5 … Jeg er bedre end Claus Vandborg til skak. :)
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.
