B.93 er en ambitiøs klub og et spændende projekt.
Ugens profil er 1. Herreseniors hurtige back, Simon Sylvest Wæver, der er født 21. januar 1996. Simon er studentermedhjælper hos Norsk Elkraft, men hans primære “job” er at spille på vores 2. divisionsmandskab. Simon debuterede i hjemmekampen 27. juni 2020 mod FC Sydvest (fra Tønder), efter kun at have været klubben nogle få dage. Siden har han været en af vores bedste spillere. Simon har tidligere spillet i så eksotiske klubber som Lyngby, FC Rudersdal, Parole Aces (USA), Indiana Hoosiers (USA, 2019), Toronto (Canada, 2019) og FC Holte. Han har en mor, far og lillesøster, men ingen af dem er involveret i B.93.
Grunden til jeg er i B.93
B.93 er en ambitiøs klub og et spændende projekt, som er motiverende at være en del af. Derudover spiller vi en form for fodbold, som passer godt til mine forcer. Det er lykkedes at samle en masse dygtige og dejlige mennesker på og omkring holdet. Alt dette gør B.93 til et godt sted at være og at udvikle sig.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det må nok være den stemning og attitude, der er på holdet (dette gælder både for trænere og spillere). Vi har en nogle fantastisk personligheder i klubben, og man er ikke i tvivl om, at alle arbejder benhårdt mod et fælles mål. Der er plads til hygge og sjov, men på banen bliver der arbejdet med høj intensitet og folks energi og attitude smitter af på den gode måde.
Min største oplevelse i B.93 regi
Uden tvivl da vi slog AaB i pokalen. Det var en utrolig følelse, som vi stod med efter kampen. Det var et bevis på, at vores projekt var gangbart og i den grad på den rette vej. Vi slog et hold fra Superligaen og fik spillet noget underholdende fodbold undervejs.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har boet i USA i cirka 6 år. Mit seneste ophold i USA var i forbindelse med min bachelorgrad, som jeg tog på college i Indiana, hvor jeg også spillede fodbold selvfølgelig
2 … Jeg er den næstældste spiller i truppen, så jeg føler mig lidt som en gammel mand i ny og næ i B.93. En lille ulempe ved vores spændende, unge hold
3 … Jeg starter på ITU lige om lidt, hvor jeg skal læse kandidatgraden Digital Innovation and Management
4 … Mange andre på holdet praler med at uddele tunneller. Det kommer jeg ikke til at gøre. Til gengæld er jeg den på holdet, der laves færrest tunneller på
5 … Jeg er indtil videre ubesejret i bip-test i B.93-regi og sprinttest.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Christian Midtgaard.