Vælg en side

Klubbens kasserer gennem flere årtier, tidligere formand for det professionelle selskab og æresmedlem, Henrik Lindholm, er død. Han blev 80 år.

 

Henrik Lindholm bisættes fra Hellerup Kirke (Margrethevej) torsdag 25. april kl. 14. Der er gravøl i B.93’s klubhus bagefter hos Giacomo.

Dermed har B.93 mistet et af sine helt store skikkelser og personligheder, og mange klubmedlemmer har mistet en god ven og kammerat i arbejdet for B.93.

Henrik Lindholm døde onsdag aften efter at have været indlagt på hospitalet i en uge. Det er svært for ikke at sige umuligt at finde en person i B.93’s historie, der har brugt så mange timer og lagt så meget energi i at arbejde for klubben. Henrik var klubbens kasserer fra 1968-1972 og igen fra 1982 til 1998, hvor han syntes, at han kunne tillade sig at trække sig lidt tilbage. Det fik han dog ikke lov til, for da klubben løb ind i alvorlige økonomiske problemer ved årtusindskiftet, var der bud efter Henrik Lindholm igen.

Han deltog derefter aktivt i den økonomiske oprydning, han bidrog aktivt til arbejdet med at opføre og finansiere den nye tennishal, han var medlem af bestyrelsen for halselskabet Østerbros Idrætspark A/S og sad i en periode som bestyrelsesmedlem og formand for selskabet bag divisionsholdet i fodbold, B.93 Kontraktfodbold Aps. Og så levede Henrik hver eneste dag til det sidste aktivt med i klubbens liv og bidrog konstant med sin indsats og sine ideer med henblik på at skabe fremgang for B.93.

Det er umuligt at opliste alle de opgaver, som Henrik Lindholm har påtaget sig, og de mange problemer, han har løst. Blandt de mest betydningsfulde skal nævnes, at Henrik Lindholm var en helt central figur i den lille gruppe, der i begyndelsen af 1990’erne forhandlede med daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen om det nye anlæg og klubhus ved Svanemøllen. Et anlæg, som i dag er et kæmpeaktiv for klubben, og som senere blev yderligere forbedret med den nye tennishal, hvilket Henrik også bidrog til. Henrik Lindholm blev meldt ind i B.93 som 8-årig i 1947 og nåede dermed at være medlem i 72 år.

Hans far var inkarneret B.93’er, og det blev Henrik i endnu højere grad. Hans hukommelse og viden om B.93 var fænomenal. I 1998 blev Henrik æresmedlem i B.93. Han fik KBU’s sølvnål i 2005 og DBU’s sølvnål i 2007. Han er derudover blevet Årets Leder i B.93 både i 1992 og i 2008.

Henrik blev som ung uddannet som bankmand, og han fik en lang og fornem karriere i Danske Bank, hvor han opnåede at blive vicedirektør og få 40 års jubilæum. Henrik var i de senere år hårdt ramt på helbredet, men det forhindrede ham ikke i at deltage i klubbens liv og bidrage, hvor han kunne.

Han var fast deltager i klubaftenerne om tirsdagen og ved 1. seniors kampe, uanset om det var på Østerbro Stadion eller på udebane. Han var på tribunen på anlægget, da B.93 slog Marienlyst 6-0 i den næstsidste hjemmekamp for godt to uger siden. Det blev selvfølgelig fejret med en øl i klubhuset. For Henrik elskede godt selskab – tog gerne imod sammen med Lis i privaten – og Henrik var godt selskab. Henrik Lindholm vil blive savnet, og han vil blive husket.

Mindeord ved Hans Drachmann
Hovedbestyrelsesformand i B.93