Det er fedt at komme til træning i B.93.
Ugens profil i “93 `eren” er Villads Westh. Han er født d. 25. april 2004 og han spiller på B.93’s U19 hold, men nu forlader Villads det eksotiske Østerbro og forsøger lykken i Randers, som han har skrevet kontrakt med.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg startede til fodbold i B.93 da jeg var tre år gammel, hvor min far startede et hold med en af sine gode venner og hans søn. Derefter skiftede jeg til nogle forskellige klubber, men det gik ikke som forventet. Da jeg blev 14 år skiftede jeg tilbage til B.93, fordi at jeg selv er fra Østerbro og jeg bor et stenkast fra anlægget. Efter jeg startede i B.93 er min udvikling kun gået opad, grundet det gode- og seriøse træningsmiljø. Trænere og spiller er venlige over for en, men alligevel også seriøse det gør at man føler sig godt tilpas når man kommer til træning.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg holder rigtig meget af de gode relationer på tværs af årgangene dvs. at alle kender næsten hinanden og man hilser altid på alle. Træningsmiljøet er på et højt niveau i hvert fald på U19 og det er godt fordi at folk giver alt hvad de kan og det gør at vi alle bliver bedre fodboldspillere. Der er rigtig god variation af træningsøvelser, og det betyder at det er fedt at komme til træning i B.93.
Min største oplevelse i B.93 regi
Min største oplevelse i B.93 er, da vi var i Holbæk og kunne vinde vores 10 kamp i streg, da jeg spillede på U17 holdet. Jeg blev skiftet ind lige efter pausen og scorede på hovedstød til 2-1 og vi vandt kampen. Rasmus Rex havde lovet at synge for i sejrssangen, som var noget af det sjoveste der er sket i min tid i klubben. Det var nok min største oplevelse i B.93.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er venstrebenet og midtbanespiller
2 … Jeg har to yngre brødre, som også spiller i B.93
3 … Jeg skifter til Randers denne sommer, da jeg har skrevet kontrakt med dem
4 … Jeg går i skole på Niels Brock JTP i 1.c.
5 … Jeg spiller computer når jeg ikke er til træning eller i skole.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Hans Duelund.