Vælg en side

Ugens profil er Jørgen Monberg Jensen (født 11. maj 1951). Han er en mand med et stort klubhjerte og gode gener. Han har sat to sønner i verden, som er marginalt teknisk bedre end ham selv – nemlig de to tidligere landsholdsspillere Niclas Jensen (44 år) og Daniel Jensen (39 år). De har tilsammen opnået 114 flere landskampe end faderen. Alle bærer de det stolte mellemnavn Monberg.

Jørgen blev meldt ind i B.93 1. juli 1989, fordi han arbejdede for Poul Davidsen – som havde en osteforretning. Der blev han ansat som chauffør – deraf øgenavnet Jørgen Ost.

Han startede med at spille i B.1960 som drengespiller og hele vejen op som seniorspiller på deres 1 hold. Der blev Niclas også meldt ind, og spillede på B.1960s lilleputhold, da de ikke havde noget miniputhold.

Jørgen er trofast medlem af De Gyldne, og har medlemsnummer 393 – det er jo tæt på at være symbolsk …

Grunden til jeg er i B.93
Vi boede i Sølvgade, hvor Erik Christiansen (“Tarzan”) også boede. Han så Niclas spille fodbold nede i gården og spurgte hvor han spillede henne. Efterfølgende sagde han at han burde spille i B.93. Herefter rykkede vi til B.93 –  resten er historie..

Det jeg holder mest af ved B.93
Elsker at komme i klubben og møde en masse mennesker, som man har kendt i mange år, på tværs af årgangene. Det  sammenhold der er i B.93 – det er simpelthen fantastisk.

Min største oplevelse i B.93 regi
Da klubben i 1998 vandt på Hvidovre Stadion og rykkede op i Superligaen med et hold som Daniel var en del af.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Når jeg går ind over kridtstregen, vil jeg altid vinde og har måske et vildt temperament, men efter kampen er jeg mere stille.

2 … Var ansvarlig for Østerbro Stadion i 1998 – 1999 (i Superliga perioden)

3 … Hjælper til i dag som frivillig på Østerbro Stadion ved salgsboderne under B.93`s hjemmekampe. Det er der mange flere der burde gøre, da vi mangler folk.

4 … Jeg har seks børnebørn, tre piger og tre drenge, hvor fire af dem spiller fodbold, To i B.93 og to i Lyngby.

5 … Er ikke bange for at give en hjælpende hånd i klubben eller på anlægget.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.