B.93 har altid været et fast samtaleemne i min familie.
Navnet er Henrik Saltzstein. Han er født 24. januar 1982, og ugens profil kommer med et hjerte fuld af B.93. Henrik arbejder med creative direction og medieproduktion, og er aktiv i fanklubben. Henriks far spillede i B.93 som ungdomsspiller blandt andet på hold med Ole Petersen og var efter sigende en glimrende højre back, men en endnu bedre håndboldmålmand og var på Københavns Unionslandshold to år i træk som 16- og 17-årig, da han spillede for H 37.
Grunden til jeg er i B.93
Indirekte fordi min bedstefar var for magelig til at flytte med AB ud af Universitetsparken og så endte med at foretrække den efterfølgende noget kortere rute fra Kanslergården til B.93. Så der begyndte min far at spille som dreng blandt andet under Onkel Børge (Christensen).
Da vi vendte hjem fra et længere ophold i England først i 90’erne, startede jeg med at komme på Østerbro Stadion sammen med min far. Dengang boede de fleste Saltzstein’ere (og min øvrige familie) på Østerbro, og det var klart, at det var B.93, man holdt med.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det privilegie, det er, at være et forsvindende lille komma i den Danmarkshistoriske fortælling, som B.93 er, betyder meget for mig. Derudover er det blevet enormt meningsfuldt for mig at stå og råbe og synge med et par håndfulde venner på terrassen. Det havde jeg ikke nødvendigvis troet for 10 år siden, hvor jeg kun kom sporadisk på stadion.
Jeg er også begyndt at tage min egen søn med til kampene, når det passer, men det er først og fremmest det fællesskab, vi har omkring terrassen, spillerne og den københavnske kulturinstitution, som klubben er, der er central for mig. Og så er der ingen større glæde end at overvære endnu en ungdomsspiller få debut på Østerbro Stadion og så lige kaste et blik over nakken og se Jens Kolding med blomstret skjorte, en smøg i hånden og et smil på læben. B.93 har altid været et fast samtaleemne i min familie, så det binder mange ting – og flere generationer – sammen.
Min største oplevelse i B.93 regi
Det er nærliggende at kigge på nogle af de nylige pokal-successer. Ligesom der har været en række legendariske aways. Men hvis jeg skal tænke det i en lidt anden retning, vil jeg pege på den måde, vi fik sagt farvel til vores kære ven Joel Donde i hjemmekampen mod Hillerød forrige sommer. Det var en tragedie, som var hård at bearbejde, men at kunne bruge Østerbro Stadion og B.93 i det sorgarbejde viste nye sider af det fællesskab, der kan skabes omkring en fodboldklub og var en dag, der vil sidde i mig for evigt.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har spillet i HIK og B1903, men af en eller anden grund aldrig i B.93. Fatter ikke helt selv hvorfor …
2 … Selvom jeg er delvist opvokset i England og følger engelsk fodbold tæt, holder jeg ikke med noget engelsk hold. Udover naturligvis at støtte vores venner fra Cambridge United
3 … Det skærer lidt i mit hjerte, hver gang B.93 spiller en hjemmekamp andre steder end på Østerbro Stadion. Vi må aldrig blive historieløse
4 … Jeg har efterhånden opgivet at flytte “hjem” til Østerbro og må finde mig i den lange rejsetid fra Runddelen til Østerbro Stadion
5 … Der er intet der interesserer mig mindre end den danske Superliga.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra familiearkiv.
