Vælg en side

God stemning, god humor og gode venskaber er B.93.

 

Ugens profil i 93’eren er Finn Schandel Christensen (født 28. november 1957). Finn er gift med Lene. Han har selv to piger, Amanda på 22 år og Alexandra på 29 år, mens Lene har en dreng og pige på henholdsvis 22 år og 20 år. Finn er for nylig tiltrådt en stilling i et boligselskab i Glostrup, som administrerer godt 4.000 boliger – her arbejder han i den juridiske afdeling.

Finns funktion i klubben er administrerende direktør i B.93 Kontraktfodbold ApS, men han var i mange år en succesfuld og populær træner i vores ungdomsafdeling. Ydermere spillede han en solid defensiv på vores sekundahold gennem mange år. Dengang gik han under navnet “Maler”, uden han vist var speciel god med en pensel. Det er faktisk et ret godt spørgsmål, hvordan Finn fik det kælenavn – måske blæser svaret i vinden.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg startede som yngling i B.93. Jeg kom fra HIK men har boet meget af mit liv på Østerbro og startede i ØB, så jeg kendte nogle få spillere i B.93.

Det jeg holder mest af ved B.93
B.93 har altid haft ry for at være en klub med et højt sportsligt niveau, men samtidig forstået at kombinere det med et godt klubliv – god stemning, god humor og gode venskaber er B.93. Kombinationen mellem sportslige ambitioner og et godt socialt klubliv har – og vil altid – betyde meget for mig.

Min største oplevelse i B.93 regi
Puha, der er mange, men – som spiller – da 3. og 4. senior samme år vandt deres rækker. 4. senior vist med maksimum point. Det var i det hele taget en fest at komme i klubben.

Som ungdomstræner to ting – da mine lilleputter kvalificerede sig til DM, og da vi vandt pokalfinalen i Idrætsparken med 3-0 over KB.

Endelig en glæde ved at mange at mine tidligere spillere har haft fine karrierer, og har opretholdt deres venskaber.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Træner på at blive en bedre handy-mand
2 … Går ikke ned på grund af udstyr
3 … Elsker at lave (og spise) god mad – gerne med druer til
4 … Lader batterierne op i sommerhuset ved Sejerøbugten
5 … Er glad for at være tilbage i B.93 og glad for at være ugens profil i 93’eren

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.