I anledning af 1. herreseniors opstart torsdag, har vi selvfølgelig valgt Danny Jung (født 5. august 1971) som ugens 93’er. Danny er cheftræner for 1. senior herrer og er gift med Bettina – parret har tre børn.: Gilbert 16, Ida 13 og Sally 11. Danny var en meget målfarlig spiller for B.93, som lavede 33 mål i 91 kampe på 1. senior. Der er ikke plads her til at fortælle alt det han har oplevet, men jeg kan – efter have gået stille med det i mange år – nævne at jeg fiskede Danny retur til B.93 (som spiller i 1991), via forhandlinger på Bellevue Strand. Vi havde begge kun badebukser på og kunne bære det dengang. Danny er et fantastisk menneske, som vi er glade for at have i B.93.
Grunden til jeg er i B.93
Den har været en del af mig altid! Jeg har spillet der i hele min ungdomstid, store dele af min seniortid, samt en periode som førsteholdstræner i 2004-2005
Det jeg holder mest af ved B.93
En klub med plads til alle. De relationer der skabes er nyttige i alle sammenhænge. Jeg ser stadig nogle af holdkammeraterne fra lilleput i 1978. Overgangen til vores “nye” sted har ikke ændret på, at klubben er den perfekte oase i byen, og stedet hvor godtfolk mødes. Sportsligt er der pt gang i mange spændende ting, og med en ambition, filosofi og ledelsesform som adskiller sig fra andre klubber.
Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg må nævne seneste oprykning til Superligaen 1998. Jeg var lejet i Herfølge til de sidste fire kampe, og med fire mål, heraf tre i den afgørende på Hvidovre Stadion, blev det et fornemt lejemål. Ærgerligt nok kunne jeg hverken fejre det med gutterne, da jeg skulle afsted på ferie lige efter kampen – eller starte op med holdet i Superligaen, da jeg efterfølgende blev solgt til Vejle. Vores danmarksmesterskab i 1985 med drengeholdet bør også nævnes her. Hold kæft – der var mange gode spillere, som spillede overjordisk sammen.
Fem ting som I skal vide om mig
1 … Jeg har kendt Gitte Arnskov siden 1984
2 … Jeg har sunget i Københavns drengekor, og var nok blevet popstjerne hvis ikke fodbold betød så meget.
3 … Jeg har bandet Erling Bøje langt væk utallige gange til vores obligatoriske løbetræning i Fælledparken og på Østerbro Stadion
4 … Jeg fik en bøde som træner i Bk. Frem, fordi min nøglering var med et B.93 logo
5 … Jeg har trænet langt de fleste af spillerne på B.93’s kvindeseniorhold – og det går vist ok for dem.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.
Se serien med portrætterede 93’ere.