Ugens profil er Signe Hjort Munk (født 7. august 1995). Til dagligt studerer Signe kommunikation og IT på Københavns Universitet. Hun er en vigtig brik blandt vores dygtige målmænd i vores 3F-trup. Signe er opvokset i Roskilde, hvor hun også startede sin fodboldkarriere. Hun fortæller:

– I Roskilde bor min søde mor og far stadig, når de ikke sidder på tribunen og hepper på Østerbro.

– Jeg har også en storebror, som spiller fodbold i Gladsaxe og derudover bor jeg på Amager med min kæreste (Tobias) og roomie (Lucas).

Jeg mødte Signe en eftermiddag på B.93, hvor vi bl.a tog nye billeder af hende med hendes nye sponsortrøje fra Momentum Gruppen. Signe er nr. 89 i ugens udvalgte i rækken af klubpersonligheder – hvem mon bliver nr 93 ?

Grunden til jeg er i B.93
Jeg skiftede til B.93 fra Roskilde sammen medtre andre piger i foråret 2018, da vi alle nu boede i København og ønskede at prøve kræfter med lidt mere seriøs fodbold. B.93 var lige rykket op i 1. Div, hvor jeg førhen kun havde prøvet kræfter med Elite Øst. Jeg er 23 år, så tænkte at det var nu eller aldrig. B.93 er derudover også en klub som samarbejder med en af de bedste målmandstrænere jeg har haft, og et sted hvor jeg kan udvikle mig som fodboldspiller.

Det jeg holder mest af ved B.93
Det er pigerne på holdet. De er simpelthen så søde og sjove, så det er en fest at komme til træning. Det er simpelthen så vigtigt når man bruger så mange timer sammen. Hvis det ikke var for de tøser var jeg nok smuttet for længst, men de holder én ved ilden og det er fedt!

Min største oplevelse i B.93 regi
Det var en kæmpe oplevelse, da vi rykkede op i 3F Ligaen efter en nervepirrende kamp mod Greve. Det var en stor holdpræstation. Jeg er rigtig stolt af og en dag fyldt med glæde og lettelse, efter alt det hårde arbejde – det var en dag jeg sent vil glemme.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Mine bedste venner har jeg fået gennem fodbold.

2 … Jeg har spillet målmand siden jeg var 6 år gammel.

3 … Jeg er stædig, men altid glad.

4 … Jeg elsker ar shoppe, men jeg har ingen penge.

5 … Og så har jeg har en kanin der hedder Chandler.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.