Tommy Møller er mangeårigt bestyrelsesmedlem og B.93’er af et godt hjerte.

 

Han er ikke alene bestyrelsesmedlem, men også vores kyndige stadionansvarlige – dette uanset om vi spiller på egne baner eller på Østerbro Stadion. Vi præsenterer profil nr. 108 i rækken af klubpersonligheder, nemlig Tommy Møller (født 11. september 1956). Tommy er gift med Hanne og de har haft sølvbryllup for “et par år siden” som Tommy udtrykker det. De har produceret fire børn og læg dertil syv børnebørn – der må være mange fødselsdage at holde øje med. Tommy er en god mand for B.93, og for øvrigt altid en flink fyr at tale med. Han mener selv at have været en mindre god fodboldspiller i sin tid, men det er der ingen beviser på.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg spillede i B.93 som barn i kort tid (måtte stoppe på grund af flytning). Så fik jeg børn, der ville gå til fodbold, og det var så selvfølgelig B 93 de skulle til.

Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg har altid følt mig hjemme i B.93. Klubben der tager sig af alle og har plads til alle, uanset hvad for et niveau man spiller på. Det er af de mange grunde til jeg holder af B.93.

Min største oplevelse i B.93 regi
Det er at tage et hold drenge med til udlandet og se og mærke den glæde de får. Dette selv om de spillede på et 3. hold i klubben. Det har altid været min filosofi, at alle børn skal have lige muligheder og den samme træning – uanset hvad hold de er på.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er 93`er af et godt hjerte
2 … Arbejder for de små i i klubben
3 … Jeg hjælper til på stadion – det er min måde at betale mine oplevelser i B.93 tilbage
4 … Rejselysten – de små skal også rejse
5 … Jeg er Liverpool fan.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.