Vælg en side

Thomas var kendt som en hård, men fair spiller.

 

Den udvalgte i 93’eren er Thomas Høy (født 17. marts 1973). Han har spillet 179 kampe og lavet 33 mål for B.93. Thomas Høy kom fra Himmelev, som han havde været med til at spille op i Serie 1. Thomas var en høj og kraftfuld spiller, og en spiller som fyldte meget – han var en udpræget allround spiller.

Jeg vil postulere, at vi haft en del spillere, som var hurtigere end dagens profil. Det var planlagt, at Thomas skulle være en af støttespillerne fremover. Han havde i starten af 2001 afløst Thomas Madsen som anfører. Men af økonomiske årsager (en konkurs truede), måtte prof-selskabet desværre acceptere et salg af Thomas til naboklubben Skjold.

Thomas Høy er uddannet forsikringsmægler.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg er desværre ikke i B.93 som pensioneret seniorspiller, selv om jeg dog har et par Old Boys kampe på cv’et for B.93, for en del år siden. Jeg flyttede til Holbæk i 2007, mens jeg stadig spillede divisionsbold i Roskilde og sluttede fodboldkarrieren i Holbæk, men spiller nu  i Tuse IF på trods af min fremskredne fodboldalder.

Jeg elsker stadig at spille fodbold – og jeg møder i kampene mange af de spillere jeg har spillet enten med eller imod, igennem min tid som fodboldspiller.

Det jeg holder mest af ved B.93
Af de klubber jeg har spillet i og de spillere jeg har spillet med, har jeg klart flest nære venner fra tiden i B.93, som jeg stadig har kontakt til. Det skyldes helt sikkert den særlige ånd i klubben og det specielle sammenhold, vi havde i truppen i en af de mest traditionsrige klubber i Danmark.

Min største oplevelse i B.93 regi
Oprykningen til – og oplevelsen at spille i Superligaen. Faxe Kondi Ligaen hed den vist dengang (portrætfotoet bekræfter det me Faxe Kondi logoet, webred.).

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg havde aldrig spillet højere niveau end serie 2 i Himmelev Veddelev Boldklub (HVB), da jeg fik chancen for en prøvetræning under Johnny Petersen i det sene efterår i 1995
2 … Tiden i B.93 har givet mig mange stærke venskaber, som jeg sætter ekstremt stor pris på
3 … B.93 gav mig min professionelle fodboldopdragelse, gennem alle de dygtige trænere og alle de spillere jeg spillede med i min tid i klubben
4 … Jeg mener at Gitte er den største legende i dansk fodbold  … og Nico, aka Nicolas Nielsen. Hvis man kan se vores kamp mod AGF i Faxe Kondi Ligaen hvor vi vinder 4-2, har han nogle redninger jeg ikke har set lignende.
5 … Jeg har muligvis fået et af de hurtigste røde kort i B.93’s historie. Ude mod Midtjylland, få minutter inde i kampen. Vi taber vist 2-1, Det var en lang tur hjem!

 

Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto fra privatarkiv.
Portrætfoto fra B.93 arkiv. Se Thomas Høys spillerprofil på historiesiderne, webred.