Vælg en side

Jeg keder mig aldrig til træning.

 

Dagens profil er et af vores mange livsglade piger, som dyrker deres passion for fodbold i B.93, nemlig Sigrid Marie Skrumsager (født d. 9 februar 2006) Til daglig spiller hun på U14.

B.93 er et helt familieprojekt, eftersom lillesøster Helga spiller på U13, og hendes far (Per) er hjælpetræner på Sigrids hold, der normalt træner tre gange om ugen. I kampene er Sigrid rolig på bolden og er med til at binde spillet sammen på midtbanen.
Sigrid er klubpersonlighed nr. 163, vi har præsenteret siden starten tilbage i marts 2017.

Grunden til jeg er i B.93
Da jeg skulle i gang (da jeg var 6 år gammel) undersøgte min far på nettet, hvilke klubber i København, der havde et tilbud og hvor der var fokus på pigefodbold. Valget faldt på B.93.

Det jeg holder mest af ved B.93
Gode tilbud for piger – klubben vil gerne understøtte, at træningen er fokuseret. Vi har et rigtig godt sammenhold på holdet og har det sjovt sammen.

Min største oplevelse i B.93 regi
Da vi fik en 2. plads ved Kronborg Cup 2019. Vi var især glade, fordi vi var bagud i den sidste kamp, men kom tilbage og scorede sejrsmålet i overtiden.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg kan godt li’ at spille 6’er
2 … Jeg keder mig aldrig til træning
3 … Jeg går i 7. klasse på Sankt Ansgar Skole på Indre Nørrebro
4 … Har en stor passion for at drikke te (det første jeg gør, når jeg kommer hjem fra skole)
5 … Cykler næsten altid til fodbold – kan ikke fordrage at køre i bus.

Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos af Tage Majland.