Vælg en side

Det er en stor ære at repræsentere min barndomsklub.

Sebastian Benjamin Kroner er en hurtig forsvarsspiller med en god teknik. Han skiftede til B.93 i 2022, men har været her før, og har faktisk skiftet tilbage til sin barndomsklub flere gange.

Sebastian startede i Bk. Skjold, men tog i 2007 til B.93, og gik derfra i 2011 til Brøndby IF. Derefter slog han sine folder i Bk. Frem i 2015 inden han kom tilbage til B.93 i 2018. Som senior startede Sebastian i Bk. Frem fra 2019. Næste skridt i seniorkarrieren var et ophold på Færøerne hos TB Tvøroyri i 2020/21-sæsonen, før karrieren fortsatte i Næstved Boldklub fra efteråret 2021. Men nu er Sebastian heldigvis hjemme igen, hvor han har været siden vinteropstarten i 2022.

Sebastian Kroner fik sin debut ude mod Hillerød Fodbold, hvor begge hold spillede for at komme i oprykningsspillet. Det blev til et nederlag på 0-2 til B.93, men begge hold kom som bekendt med i oprykningsspillet.

Sebastian arbejder ved siden af fodbolden som kundesupporter hos Scalepoint, og har tre mindre søskende: Mathilde på 21 år, 16-årige Gabriel og Emily, der er 4 år.

Grunden til jeg er i B.93
Det er en stor ære at repræsentere min barndomsklub på seniorniveau. Derudover matcher vi godt med mine personlige ambitioner og privatliv.

Det jeg holder mest af ved B.93
Vi har et godt fælleskab på holdet og i hele klubben. Det betyder meget for mig. Og så er den opbakning vi får fra tribunen helt outstanding.

Min største oplevelse i B.93 regi
Mit mål mod Randers til 4-4 i pokalen i efteråret og oprykningen i sommers er mine to største oplevelser i mit B.93 regi.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg bor alene i en andel på Nørrebro, hvor jeg delvist også er vokset op.

2 … Min far, David Kroner, arbejder som journalist hos Viaplay, men dækker dog ikke vores kampe. Min bonusfar er den tidligere Brøndby-spiller Per Nielsen. som også er min sportslige sparringspartner.

3 … Jeppe (“Ja tak”) og jeg er barndomsvenner, og har spillet sammen siden vi var små. Vi har også boet sammen i en periode.

4 … Min favoritklub er Liverpool og min favoritspiller er Trent Alexander-Arnold.

5 … Jeg har stadig store drømme for min fodbold. Blandt andet håber jeg en dag at spille fodbold i Italien.

Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos af Christian Midtgaard.