Vælg en side

Jeg var angriber de første par år.

 

Ugens profil er Sara Poulsen Brunt, der er født. 10. juni 2004. Hun går i 9. klasse på Fredensborg Skole, og er en dygtig målmand for B.93 U18 DM-holdet. Noter venligst, at talentfulde Sara kun er 15 år. Hendes familie består af mor, far og storebror og de bor sammen alle fire.

Sara har igennem det her år været på U16 landsholdet, men pga “corona-situationen” er resten af året med samlinger og turneringer slut. Sara nåede heldigvis at komme med til et UEFA udviklings stævne i England hvor de danske piger spillede imod England, Spanien og USA. Så nu kan man ikke gøre andet end at krydse fingre for at Sara har gjort det godt nok til at komme videre på U17 landsholdet.

Grunden til at jeg er i B.93
Jeg har spillet i B.93 siden sidste sommer, hvor jeg efter at have spillet i Espergærde / Helsingør regi valgte at skifte til en klub, som jeg fortsat kunne udvikle mig i og få mulighed for at spille U18 DM.

Selvom jeg ikke har spillet her i så lang tid er jeg er jeg blevet utroligt glad og taknemmelig ikke kun for klubben, men også pigerne jeg spiller og har spillet med, trænerne der giver os kæmpe muligheder og bruger tid på os, så vi kan lære at blive bedre og alle dem der arbejder hårdt for at få alt til at fungere for dem, der går i klubben.

Det jeg holder mest af ved B.93
B.93 er en rigtig god klub, som tager godt imod alle. Der er aldrig et kedeligt øjeblik i klubben, og lige meget hvilken retning man kigger ser man altid drenge/piger og mænd/kvinder med et smil på læben. Klubben har et rigtig godt udviklings- og træningsmiljø, og man ved at når man træder ud på træningsbanen så kan man kun forvente at man forlader banen med endnu mere viden. Jeg har som sagt ikke spillet her i så lang tid, men alligevel faldt jeg naturligt til blandt pigerne og trænerne og det har været nemt at falde til både spillemæssigt, men også socialt.

Min største oplevelse i B.93 regi
Min største oplevelse i B.93 må være da vi tog til Mallorca med U16 holdet og fik lov til at spille imod hold som Valencia CF, Madrid FCF, Bayern München og Athletic Club Bilbao. Det var en kæmpe oplevelse at få lov til at matche sit eget niveau med andre klubber i andre lande.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg startede til fodbold da jeg var omkring 5 år i Fredensborg Fodboldklub, hvor jeg spillede med drenge indtil flere piger startede og vi derefter kunne starte et pigehold
2 … Jeg var angriber de første par år, jeg spillede og blev langsomt sat længere og længere tilbage på banen, indtil jeg i 2016 blev keeper
3 … Jeg er Tottenham fan og det er den eneste rigtige klub (udover B.93 selvfølgelig) man skal holde med, selvom de ikke ligefrem får gode resultater i øjeblikket. Men det skal nok komme, det er jeg sikker på.
4 … Jeg drikker enormt meget te (helst Earl Grey) da jeg er halv englænder ;-)
5 … Udover at spille fodbold har jeg gået til tennis, dans og sjipning, men intet af det kunne måle sig med fodbolden.

Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto af Tage Majland. Portrætfoto: Privat