Jeg holder meget af den aldrig svigtende klubånd.
René Rüssell Tarp er født 7. juli 1964 er ejer af Tarp Boghandel og Kontorforsyning, og René har altid støttet B.93.
René er tidligere ungdoms- og seniorspiller, og er nu passivt medlem, sponsor og supporter. Kendte navne i B.93 regi er Mogens Rüssell Tarp, som var Renés far og Frits Tarp var farmoderens bror.
Tarp Boghandel og Kontorforsyning har igennem mange år været sponsor for B.93, både ved skiltning på tennishallen på Østerbro Stadion, efter renoveringen med bandereklamer og ved lejlighed støtte til Ungdomsafdelingen.
Grunden til jeg er i B.93
B.93 har været vores familieklub lige siden Frits og Aage Tarp (de var brødre), blev meldt ind i B.93 i 1908 og siden dengang har der altid været en fra familien i klubben enten i Fodbold- eller i Tennisafdelingen.
Jeg havde en hoftelidelse i barndommen, der afholdt mig fra at starte før jeg var otte år. En lidelse jeg delte med en tidligere B.93 profil, Finn Ilsø. Min far talte varmt om klubben og fodbold i særdeleshed, så det var helt naturligt at jeg startede i B.93.
Det holder jeg mest af ved B.93
Jeg holder meget af den aldrig svigtende klubånd, de mange gode timer på det gamle anlæg bag ved Idrætsparken, som den hed dengang, med gode kammerater både i leg, benhård træning og sjov.
Jeg holder ligeledes også af erindringen om de mange gode ledere og trænere jeg har haft fornøjelsen af i gennem fodboldårene, blandt andre Benny Gernicke, Torben Klarskov, Finn “Ludo”, og ja selv om det for mit vedkommende var som spillende træner, Claus Vandborg.
Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg har haft mange gode og store oplevelser igennem mine aktive og ikke så aktive dage i B.93, men jeg må nok fremhæve 1. juniors tur til Burgas i Bulgarien i efterårsferien 1978 med Finn “Ludo” som træner og Finn Maler som hjælpetræner. Denne tur var Finn “Ludo”‘s afsked til mange af stamspillerne, som han havde haft som træner i mange år.
Vi skulle spille to arrangerede venskabskampe. Den første vandt vi i god stil og da vi stillede op til den næste kamp, var Burgas-spillernes gennemsnitsalder til vores overraskelse steget markant til at være ynglingespillere. Vi klarede dog en uafgjort, hvilket må siges at være ganske godt.
Jeg bliver dog også lige nødt til at nævne en anden stor oplevelse. Det er at have overværet, da B.93 vandt pokalfinalen over B1903 tilbage i 1982. En fantastisk begivenhed over to fantastiske kampe.
Fem ting I skal vide om mig …
1 … B.93’er for livet og har en fantastisk kone Anne og tre børn (Adam, Daniel og Sarah). Min kone er passioneret spejder og mine børn har Ikke valgt fodbold som deres sport, men min ene søn Daniel er dog til min glæde meget interesseret i topfodbold på sidelinjen. Så vi får da set en del fodbold sammen.
2 … Jeg er selvstændig erhvervsdrivende og bruger det meste af min tid i mine butikker, Tarp Boghandel og Kontorforsyning i Nordre Frihavnsgade på Østerbro.
3 … Jeg spillede aktiv fodbold i B.93 og kun B.93, fra jeg blev meldt ind, til jeg var cirka 25 år, dog med et mindre ophold på grund af uddannelse. Jeg måtte indstille min aktive fodbold på grund af løse ankler og masser af fiberskader. Det gav simpelthen ingen mening til sidst. Jeg har været medlem af klubben i over 50 år.
4 … Jeg er medlem af BackOp Foreningen til støtte for ungdommen og naturligvis De Gyldne, der er en fantastisk samling af fantastiske B.93’ere. Jeg når desværre ikke at deltage i alle de rigtige gode fester, men mit hjerte er med jer!
5 … Min far Mogens Rüssell Tarp, startede også som dreng med at spille fodbold i B.93 og nåede at snuse til divisionsholdet, inden han blev knæ skadet og måtte stoppe sin aktive fodboldkarriere, Han blev dog ved med at være en trofast B.93 tilskuer og var altid at finde på tribunen på Østerbro Stadion eller om tirsdagen eller onsdagen, hvornår det nu var, i rafleklubben som fandtes på det tidspunkt. Min farmors brødre Frits og Aage Tarp blev meldt ind i B.93 i 1908. Aage droppede dog snart at spille fodbold, til gengæld for byens glæder. Frits Tarp spillede mange divisionskampe for B.93 og var fra den tid, da vores førstehold blev kaldt Champagneholdet på grund af deres overlegenhed på banen. Han var med til at vinde mange af de Danmarksmesterskaber og pokalfinaler, som B.93 med stolthed kan glæde sig over. Frits Tarp endte med at spille 44 landskampe for Danmark, og efter endt karriere blev han i en årrække DBU udvalgsformand for det danske landshold.
Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos: Kim Gudmand.