Rasmus Anker er årets juleprofil.
Hans navn er Rasmus Skovgaard Anker (født 2. august 1995), og han kom til verden på Odder Sygehus, syd for Aarhus. Dagens profil arbejder til daglig på fuldtid i kommunikation og marketing hos advokatfirmaet Kromann Reumert – og så er han cheftræner for U12 Elite hos B.93. Hans familierelationer er som følger: Rasmus har en søster og to halv-småbrødre. Hans mor bor med Rasmus’ stedfar i Kerteminde, på Fyn, og hans far bor lidt uden for Aarhus, i Jylland. Rasmus forældre har været skilt lige så længe han husker, så barndommen har været fyldt med ture frem og tilbage over Lillebælt.
Rasmus var en meget fin fyr at møde, og der er ingen tvivl om hans ambitioner som træner. Vi er så glade for at have ham i B.93 – så glade at han har fået den ære at være lagt på så tæt op til juleaften som muligt.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg kom til B.93 fra B1908 for halvandet år siden, samtidig med Lasse Theis (cheftræner for U19 Divisionen), da han hentede mig med hertil som sin assistent. Det var dog en kort fornøjelse, da jeg i september efter sommeropstarten skulle på udveksling i Paris. Jeg er i B.93, fordi jeg synes det er en klub med gode værdier, dygtige spillere og engagerede trænere. Sidst men ikke mindst, er jeg her fordi jeg synes klubben er på vej i en enormt spændende retning.
Det jeg holder mest af ved B.93
Det jeg holder mest af ved B.93 er, at det er en ambitiøs klub. En klub, hvor man bliver udfordret på sin faglighed og hvor både trænere – såvel som spillere – har mulighed for at udvikle sig, såfremt man arbejder hårdt for det. Eksempelvis synes jeg det er enormt positivt, at de unge talenter i akademiet har så gode muligheder for at træne op med ældre hold, når de over længere perioder gør det godt. Det tror jeg på skaber klogere og bedre spillere.
Min største oplevelse i B.93 regi
Selvom det ikke er én særskilt oplevelse, er det største jeg har oplevet med B.93 nok, at jeg ikke har tabt en divisionskamp med klubben i det år jeg var tilkoblet henholdsvis U19- og U17-divisionen. Ellers må det nok være min første kamp som cheftræner for U12. Vi spillede mod HIK og var bagud 1-4 med 10 minutter tilbage af kampen. Jeg lavede to udskiftninger og en ændring i vores formation, hvilket hjalp til, at vi fik hentet et 4-4 resultat med hjem.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg er udpræget konkurrencemenneske og jeg HADER at tabe
2 … Jeg har en bachelor-grad i engelsk og organisationskommunikation fra CBS og er bedre til at formulere mig på engelsk end på dansk
3 … Jeg startede i Aarhus Fremad da jeg var 3 år gammel
4 … Jeg har gået på Herlufsholm Kostskole og har spillet ungdomsdivisionsfodbold i Næstved IF
5 … Jeg holder med Manchester United og Le Mans FC.
Skrevet af Claus Vandborg
Foto af Claus Vandborg.