Vælg en side

Klubben er et godt sted lige nu.

Navnet på ugens profil er Rasmus Good Kristoffersen. Han er født 30. marts 1991 og en succesrig cheftræner for klubbens bedste kvindehold. Rasmus udgør også en del af den sportslige ledelse på pige/kvindesiden.

Rasmus Goods forældre er Charlotte Good og Øivind Kristoffersen. Han har to yngre søskende, Jens og Sara. Rasmus er profil nr. 219 i rækken af klubpersonligheder siden lanceringen med Gitte Arnskov 6. marts 2017.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg er i B.93 fordi Lauritz Smed ringede til mig da jeg sad i FCK, med et projekt, hvor jeg ville komme til at arbejde med nogle af de bedste mennesker på faglighed i dansk fodbold.

Vi ville lave et flagskib i København med fokus på egne talenter og lave et akademi af international standard, for at opfylde så mange piger og kvinders drømme om et liv i professionel fodbold som muligt. Visionen er at skabe kvindelige rollemodeller, med et stort fokus på en fantastisk fodbolduddannelse og personlig udvikling, hvori fodbold blev midlet de udtrykker sig igennem

Det jeg holder mest af ved B.93.
Det er det daglige arbejde med pigerne, ledelsen og staben, at der er så mange mennesker som vil skubbe klubben længere frem hver dag, som kommer ind med stor motivation, passion og kærlighed til spillet.

Det er min oplevelse at herre og drenge siden også er samme sted, at man virkelig forsøger at dygtiggøre sig og rykke klubben et skridt videre hver dag. Klubben er et godt sted lige nu.

Min største oplevelse i B.93 regi
Min største oplevelse med B.93 er svær, fordi jeg synes jo ikke vi har opnået noget endnu. Men 1. pladsen i 1. divisionen er vel den største oplevelse indtil videre. Vi spillede virkelig godt, og jeg var rigtig glad for måden vi spillede på – og at vi tog førstepladsen på sidste spilledag. At se den store glæde hos pigerne for det vi havde opnået på de første ni måneder er nok den største oplevelse.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Min drøm er at udvikle og forbedre “Cruyff-filosofien”
2 … Pep Guardiola, Gary Vaynerchuck, Jim Kwik og Vishen Lakhiani er mine helt store rollemodeller
3 … Personlig udvikling er en af mine helt store passioner
4 … Jeg vil hellere blive husket for måden vi spiller på end de resultater vi har opnået. Hvis jeg skal vælge imellem de to
5 … Mine kerneværdier, som jeg lever mit liv ud fra er, venlighed, empati, taknemmelighed, selvbevidsthed, målrettet og tålmodighed.

Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto af Claus Vandborg. Portrætfoto af Christian Midtgaard.