Han blev legendarisk i B.93, da han – i sin debutkamp som træner for vores daværende Superligahold – sendte sit hold på Østerbro Stadions fugtige græstæppe, og sensationelt vandt 1-0 over mægtige Brøndby. Vi præsenterer Peter Grahn (født 2. december 1954). Peter trænede vores 1. senior i 98/99 og sad på trænerbænken i 22 kampe. Med tre sejre i de kampe, går han ikke over i historien som den mest vindende træner i B.93’s historie. Peter Grahn er fast mand på holdet hos “De Gyldne”, og et meget sympatisk og beskedent menneske. Bemærk at Peter (og Mette’s) søn er Morten Grahn – tidligere ungdomspiller og ungdomtræner i B.93. Morten er nu i FCK.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg søgte et trænerjob i 1994 via en annonce. Jeg var kørt lidt træt af 17 år som træner i AIK Frederiksholm – så der skulle ske noget nyt. Det har jeg ikke fortrudt.
Det jeg holder mest af ved B.93
En Østerbroklub som arbejder målrettet på fælleskabet i en rød tråd fra børn til senior og videre til gammelmandsbold. Det er næsten et unikt sammenhold, der eksisterer blandt “gammelmands-fodboldspillerne”.
Min største oplevelse i B.93 regi
Min debut som Superligatræner mod Brøndby, hvor vi vandt 1-0. Vi var så undertippet efter kun at have opnået 1 point i de første 11 kampe, at vi ikke engang var med på tipskuponen.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Østerbroborger siden 1965 og gået på Randersgade-, Ryesgade- og Sortedam skolen. Mine første 10 år boede jeg i Hvidovre, hvor jeg fortsatte med at spille fodbold frem til seniorårene. To knæskader satte en stopper for min aktive karriere som spiller, hvorefter jeg blev fodboldtræner i AIK Frederiksholm i Sydhavnen.
2 … Spillet på KBU’s ynglingehold for Hvidovre sammen med legenden Ole Petersen og Leo Christiansen
3 … Har trænet Brian Laudrup i to år i Hørsholm Usserød Idrætsforening
4 … Gået på efterløn siden 1. juni i år.
5 … Savner vildt meget at kunne spille fodbold igen med de gamle drenge i B.93.
Skrevet af Claus Vandborg
Foto af Claus Vandborg