Vælg en side

Mit job i B.93 er en periode som jeg med glæde ser tilbage på.

Peter Marquard Jensen blev mest kaldt Marquard eller Nakskov. Han er født 11. april 1965, og er som han selv formulerer det “lykkelig fraskilt i nu seks år”. Peter har to børn, nemlig Lukas på 23 år og Johanne på 20 år.

Ugens udvalgte bor i Nykøbing Falster, men arbejder på Frederiksberg som lærer i 10. klasse for de unge mennesker, som har svært ved at finde fodfæste i systemet/livet.

Da han kom til B.93 for snart mange år siden, imponerede han ved at have det længste indkast i klubbens historie. Det blev dog kun brugt på sekundafodbolden (som dengang var et af B.93’s stærkeste kort), og det sociale liv i klubben var han med til – og faktisk også til at styre med stor sikkerhed. Peter er en gemytlig fyr som altid er festlig at være sammen med.

Grunden til jeg var i B.93
Jeg startede i B.93 i efteråret 1985, da jeg blev ansat i Sparekassen SDS og flyttede fra Nakskov til København. Jeg ringede både til ØB og B.93, da jeg skulle finde en klub på Østerbro. Jeg fik fat i Aase Arnskov på kontoret, og hun var simpelthen så flink og dejlig at tale med, at jeg valgte B.93 som min nye klub … og HELDIGVIS for det.

Det jeg holder mest af ved B.93
MENNESKERNE OG KAMMERATSKABET. Jeg har fra min tid i B.93 lært så mange utrolig dejlige mennesker at kende og jeg ses stadig med rigtig mange af dem privat. Noget af det jeg sætter mest pris på er, at selv om man ikke har set folk i flere år og så løber ind i dem, det være sig folk man selv spillede sammen med eller folk man har trænet gennem alle årerne, så kommer snakken helt naturligt og det er super hyggeligt.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg gik på et tidspunkt arbejdsløs og spurgte Finn P. og Kurt Arnskov om de ikke havde brug for en ekstra hånd i dagligdagen i klubben. Det sagde de ja til … heldigvis … Jeg gik til hånde i seks måneder sammen med de to mest fantastiske og dejlige mennesker, foruden Aase og Gitte på kontoret. Jeg nød hvert et sekund (og hver en pilsner). MIt job i B.93 er en periode som jeg med glæde ser tilbage på.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har været fodboldtræner siden jeg var 14 år gammel og stoppede først for to år siden. Jeg kunne desværre ikke få tiden til at passe ind med at overtage Nakskovs hold i Sjællandsserien. Jeg ville ellers gerne have sluttet min trænergerning af hvor det hele startede.

2 … Min søn var på et tidspunkt en af verdens bedste brydere, indtil han brækkede ryggen på en træningssamling i Moldova med landsholdet, hvilket var grunden til at vi flyttede til Nykøbing Falster, da det er Team Danmark Center for brydningen i Danmark.

3 … Har trænet alt fra tre år og op til senior i KBU regi. Jeg har vundet alt fra Serie 5 til Serie 1 som træner, men aldrig Københavnsserien.

4 … Jeg var formand i mange år i Bispebjerg Boldklub og har ligeledes været formand i mange år for Danmarks største brydeklub, Brydeklubben Thor i Nykøbing Falster.

5 … Jeg har lovet Peter “Mugabe” Andersen at invitere ham med til en Bundesliga brydekamp, med deltagelse af brydere fra Brydeklubben Thor … og det kommer han 😁 … og han kommer IKKE til at gå tørstig hjem.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra familiearkiv.