Vi præsenterer i dag Peter Svale Andersen (født 19. december 1956) som ugens 93’er.
Han har haft diverse obskure jobs, men er nu tekniker i Uddannelsescenteret på Bispebjerg Hospital – ind i mellem er han vagt ved B.93’s hjemmekampe. Peter er gift med Søs og de har to drenge (Patrick og Nicklas), som begge to har været medlem af B.93. Peter er en forrygende sanger, som er kendt for sin stemme og den skal man opleve. Han har gode relationer til alle omkring sig. Han har altid været loyal overfor klubben og fortæller han er stolt over at være 93’er. Peter er Danmarks ældste teenager. og en af De Gyldnes mest loyale støtter.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg blev meldt ind i klubben da min gode ven, Søren Anton, hev mig med til træning. Vi var fire drenge fra Grenågade ,Søren Anton, Søren Meiner, Jan Erik Hansen (aka Egon) og mig.
Det jeg holder mest af ved B.93
Når man træder ind i B.93 og møder nogle af gutterne ,er det som om man aldrig har været væk. Jeg har fået livslange venskaber, og det har været mit andet hjem. Jeg er fra den berømte 56-årgang og vi mødes en gang imellem – med bl.a Ole Rojas, Benny Madsen, Ryan Svensson, Jens Carl, Ole And, Jørgen And og Ivan Røræg.
Min største oplevelse i B.93 regi
Vores legendariske tureture til Langeland, med Eddie i spidsen. En kamp på 3. senior på Bane 1 mod Hvidovre (Peter undlader her at fortælle han blev kampens bedste spiller og dette skyldes hans naturlige indbyggede beskedenhed) og en udvalgt kamp mod det Russiske Skoleskib – dette også på bane 1.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Har været medlem af B.93 i 52 år.
2 … Holdleder på U12, som blev danske mestre.
3 … Spiller musik i min fritid.
4 … Elsker at cykle på min racer.
5 … Spiller ikke mere, på grund af en discus i ryggen.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Patrick Andersen.