B.93 er fodbold, tennis og mange gode mennesker.
Den udvalgte til 93’eren denne gang er Per Billeskov Krøldrup, der er født 31. august 1979. Per er tidligere fodboldsspiller på førsteholdet i B.93 og nuværende medlem af tennisklubben. Per var en af de bedste spillere B.93 havde i den periode og spillede 33 A-landskampe for Danmark (uden at score) i perioden 2004/10.
Engang for mange år siden, spillede han seniorkampe for Aalborg Chang, B.93, Udinese (Italien), Everton (England), Fiorentina (Italien), Pescara (Italien) og Olhanense (Portugal). Pers tid som ungdomsspiller vender vi tilbage til senere, men vi bør nævne at han var med til VM i Sydafrika i 2010, hvor det dog kun blev til en enkelt kamp mod Japan (1-3).
Grunden til jeg er i B.93
Jeg flyttede i 1999 til København for at studere og efter en prøvetræning – med det just fra Superligaen nedrykkede 1. divisionshold – skrev jeg kontrakt med klubben, og kom under Christian Andersens ledelse.
Det var gode tider, og nu bor jeg på Østerbro og spiller tennis i klubben.
Det jeg holder mest af ved B.93
B.93 er fodbold, tennis og mange gode mennesker.
Min største oplevelse i B.93 regi
Mine to år på førsteholdet i fodbold 1999-2001 som kickstartede min karriere, og gav mig muligheden for at komme til italiensk fodbold.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Da jeg er en ret privat person synes jeg fem ting lyder af meget. Kan dog afsløre at jeg elsker sport, musik, litteratur, dykning, naturen og at rejse
2 … I øvrigt har jeg i bestræbelserne på at lære at spille tennis været nødt til at underlægge mit tennisspil et nyt motto for at afholde mig fra at smide med ketcheren og skyde boldene ud af banen i arrigskab: “Husk at være glad”
3 … Kom til B.93 – sammen med Troels Jensen – i sommeren 1999
4 … Debuterede hjemme mod Køge, hvor vi tabte 1-2 og spillede også min sidste kamp mod netop Køge, som vi vandt med 2-1
5 … Min barndomsklub er Farsø, og derfra tog jeg til Aalborg Chang.
Se også Per Krøldrups spillerprofil ved Palle “Banks” Jørgensen (scroll ned til Krøldrup i den alfabetiske rækkefølge, webred.).
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og portrætfoto af Claus Vandborg.