Vi præsenterer Patrick Allan Glikmann – også kaldet “Pato” – som ugens udvalgte 93-profil. Pato er født 12. december i det år Argentina blev verdensmester første gang. Pato fortæller han “er uddannet Cand. Merc. SMC fra CBS”, og arbejder med produktudvikling og kommercialiserings strategier. Og så er han en meget dygtig mand for vores fine ungdomsafdeling. Pato er nummer 81 i rækken af B.93 personligheder, som vi har præsenteret indtil nu i denne serie.
Grunden til jeg er i B.93
Da jeg først søgte til B.93 var det grundet et ønske om at udfordre mig selv mere som træner, fordi jeg hørte B,93 havde et spændende miljø med en meget dynamisk udvikling. Nu om dage er det fordi jeg er overbevist om at klubben har et kæmpe potentiale til at skabe et unikt brand indenfor ungdoms- og børnefodbold, og det vil jeg gerne være med til at udløse – både som træner og i min nye rolle som Koordinator for U3-U9. Jeg ser meget frem til, at de mange planer vi har sat til værks vil få klubben til at blive endnu stærkere i sit fremragende arbejde med at skabe de bedste rammer for børne- og ungdomsfodbold
Det jeg holder mest af ved B.93
Det jeg elsker mest ved B.93 er at der er så meget diversitet og historie og en “Old School Glory” over klubben. De første ord der kommer mig til hovedet når jeg tænker på klubben er “traditionsrig”, “lokal” og “rummelig”, alle ting jeg holder meget af i foreningslivet. Jeg har i de sidste tre år – siden jeg kom til klubben – været utrolig taknemmelig og glad for de mange spændende personer jeg har truffet og arbejdet med. Nogle af mine bedste venner i dag har jeg mødt i klubben, selvom jeg kun har været her i få år.
Min største oplevelse i B.93 regi
Det har været 3-delt.
Den første var vores tur til Portugal til Iber Cup i foråret 2017, hvor vi udover selve stævnet får arrangeret træningskampe mod FC Barcelona’s 2008 og Liverpool’s 2007 talent drenge og får lært dem at synge B.93 sangen (jeg har det på video!).
Den anden er at vinde 14 kampe i streg med mine 2007 drenge i A-rækken fra efteråret 2017 til foråret 2018.
Den sidste var vores tur til Bremen i år, hvor vi deltager i Mini World Cup Bremen, et stævne hvor alle holdene repræsenterede de nationer der var med til VM 2018, og hvor vi vinder alle otte kampe fra start til slut, så mine Argentina klædte 2007 drenge kunne løfte VM trofæet som El Diego gjorde i 1986. Jeg kneb en tåre eller to, da drengene oven i købet sang “Vamos Vamos, Argentina” på spansk ved fejringen til sidst som de havde lært aftenen før slutspillet. Der kunne jeg ikke være mere stolt som træner.
Fem ting I skal vide om mig:
1 …Jeg har boet i Argentina i ni år, hvor jeg har familie, gik i gymnasiet, lærte spansk, fik kælenavnet Pato, nåede at spille to år i River Plates ungdomsrækker (nok svært at se efterhånden …) inden drømmen om topfodbold blev erstattet med andre interesser og et intenst forhold til Buenos Aires fantastiske natteliv
2 … Jeg er glødende Independiente fan (i Argentina, der hvor Sergio Aguero kommer fra) og jeg er også Liverpool-fan.
3 … Jeg brænder for at være med til at skabe et nyt brand for B.93, der vil differentiere klubben på en måde man ikke har set blandt danske fodbold klubber før, og er opsat på at vise at det arbejde jeg laver vil være med til at skabe noget stort for mange medlemmer i B.93.
4 … Har mødt næsten alle mine store fodbold idoler – Johan Cruyff, Michael Laudrup, Hristo Stoichkov, Lionel Messi og Diego Maradona – men mangler at krydse Ronaldinho og Zlatan af listen, og måske Steven Gerrard, så hvis der er nogen der har kontakt med dem så er jeg god for en flaske vin, hvis der kan laves et “set-up”!
5 … Har engang spillet en fem mands kamp til en VM-folkefest på Rantzausgade mod et celebrity hold bestående af Rasmus Bro, Nikolaj Lie Kaas, Nikolaj Coster Waldau og Anders Matthesen (tror den sidste var Mick Ø), og havde fornøjelsen af at blive savet midt over af Lie Kaas, men stadig få hans autograf efter kampen og plaster på knæet.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.