Nicklas og familien er vilde med tennis og livet i klubben.
Ugens profil i 93’eren er ikke alene nr. 160 i rækken af B.93 personligheder, vi har præsenteret siden starten i marts 2017, men også den yngste indtil videre.
Mød Nicklas Stevens Schnohr Larsen, der er født 22. september 2007. Han er U14 tennisspiller, træner normalt fem timer om ugen og spiller både individuelle turneringer og holdkampe med sine træningskammerater.
Både hans mor, far, mormor og morfar er medlemmer af klubben, så de spiller også en del tennis ved siden af træningen. Det var en fornøjelse at møde Nicklas, som bare udstråler at være en god dreng. Processen med at præsentere Nicklas, var en af de bedre – dette blandt de mange jeg har haft fornøjelsen at arbejde med.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg bor på Østerbro og startede til familietennis som 3-årig, da begge mine forældre spiller i klubben. Jeg blev helt vild med tennis lige fra første bold og fik som 4-årig tilbudt at komme med på hold med en træner og har været det lige siden.
Det jeg holder mest af ved B.93
B. 93 har mega gode tennisfaciliteter, både sommer og vinter. Vores indendørs hal er en af de bedste at spille i, synes jeg. Om sommeren er der to gode udendørsanlæg, hvor der altid er nogen, man kender.
Trænerne er også rigtig dygtige, og nogle af dem har jeg trænet med helt siden begyndelsen – det er hyggeligt at kende dem så godt! For tiden har vi det også rigtigt sjovt sammen i drengegruppen på mit hold, så det gør træningen endnu bedre.
Min største oplevelse i B.93 regi
Da vi overraskende vandt sølv i Dansk Tennis Forbunds holdkampsturnering for U10. Tennis er en individuel sport, men det jeg elsker allermest, er holdkampene.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Mit største idol er Roger Federer, og jeg følger ham i alle hans turneringer og kampe – jeg har faktisk hans autograf stående på mit skrivebord derhjemme!
2 … Jeg elsker at slice og lave trickshots, hvor jeg prøver at efterligne den australske tennisspiller Nick Kyrgios
3 … Ud over tennis er jeg også vild med at stå på ski – både slalom og langrend
4 … Min far og mor har efterhånden betalt for utallige sprængte ketsjere, så de kender os rigtigt godt oppe i White Sport
5 … Jeg har talt med skuespilleren Mads Mikkelsen på et tennisakademi på Mallorca, og han var ret venlig.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.