Jeg tror på det bedste i mennesket.
I denne version af 93’eren har vi Morten Skou-Christensen, der er født 8. februar 1980. Morten er – når han ikke er i klubben – Client Coordinator hos Ensure International Insurance Brokers.
Cheftræner for U12 A Piger er Mortens nuværende job i B.93. Tidligere var han konstitueret Koordinator i Ungdomsafdelingen. Morten er gift med Jane og har tre børn.
Grunden til jeg er i B.93
Det skyldes at min datter skiftede til B.93 i sommeren 2021. Hun har ambitioner med sin fodbold, som ikke blev matchet i hendes tidligere klub. Vi besluttede os for B.93 på grund af klubbens oprigtige kærlighed til fodboldspillet og til individet.
Afstedkommet af skiftet, begyndte jeg at bygge relationer til folkene i Pigeakademiet og i administrationen, og da jeg selv har noget at bringe til bordet, fandt man hurtigt en rolle til mig.
Det jeg holder mest af ved B.93
Vi har at gøre med en klub som er ambitiøs, både på klubbens og på spillernes vegne. Der er plads til både dem som “bare” kommer for at spille fodbold med sine venner, uden at det nødvendigvis skal ende ud i kontraktfodbold, og så er der plads til de spillere som har ambitioner om at gå hele vejen.
Særligt finder jeg det attraktivt, at man overvejende arbejder efter præmissen, at de bedste hold rekrutterer spillere internt fra andre hold i klubben – og at man dermed foretrækker at udvikle sine egne spillere, i stedet for at hente spillere udefra.
Min største oplevelse i B.93 regi
Foruden at blive interviewet af klubkoryfæet Claus Vandborg, under mit virke som ansvarlig for Ungdomsafdelingens sommercamp i 2022, så har det været at starte op på mit nye hold, og blive mødt af en stribe både søde, dygtige og træningsparate U11/12 piger.
Jeg kan i øvrigt godt afsløre, at vores pigeungdom går en virkelig lys fremtid i møde.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg tror på det bedste i mennesket
2 … Jeg er en fair person, men også kritisk og kontant
3 … Jeg forventer at man gør sig umage, uanset hvad det er man har sat sig for
4 … Jeg har igennem årene trænet alt fra U9 til Herresenior
5 … Hvis B.93 sidst på sæsonen spiller den afgørende kamp for oprykning samtidig med at Arsenal spiller den afgørende kamp for at sikre sig det engelske mesterskab, så kommer jeg i ekstrem splittelse. Det må gerne afgøres på forskellige dage.
Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto: Privatarkiv. Portrætfoto: B.93.