Vælg en side

Der er plads til alle i B.93.

 

Morten Hemmingsen, der er født den 4. april 1964 er ugens profil i “93’eren”. Morten arbejder som advokat i ejendomsbranchen. Han har en søn, der har spillet rigtigt meget fodbold, men som er stoppet nu, og en datter, der spiller meget tennis – og en hustru, der indimellem også spiller tennis. Morten har været en dygtig – og flittig – fodboldformand for B.93 indtil tirsdag 10. november 2020, hvor han udtrådte af bestyrelsen. Morten har dog stadig forbindelse til ledelsen, da han tager diverse opgaver og dermed hjælper klubben. B.93 har meget at takke denne flinke mand for.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg kom med i arbejdet i B.93 i forbindelse med min søns fodboldhold, hvor jeg havde en aktiv rolle. Casper Wullf og jeg genoplivede det store B.93 sommerstævne, Unik Bolig Cup, og holdt det over nogle år, og så udviklede det sig til bestyrelsesarbejde, tribune og kiosk, klubhus, kunstgræs mv. også. Det har været en god tid, men der er en tid for alting, og der er brug for nye friske kræfter nu.

Det jeg holder mest af ved B.93
At klubben favner alle – uanset hvem man ellers er og hvad man laver – den sociale bevidsthed og det normalt høje humør. Der er plads til alle i B.93.

Min største oplevelse i B.93 regi
… er sportslige, nemlig de rigtigt mange ture til ind- og udland med min søns fodboldhold gennem fem år i klubben og så naturligvis, da min datter var med til at vinde DM for U12 tennispigerne sidste sommer.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Det siges, at jeg kan finde ud af at lave god mad. Det kan man også godt se – det “buler” hist og her
2 … Min barndomsklub var AaB, hvor jeg spillede fodbold som dreng og ung. Jeg er stadig “skabs AaB’er”. Det synes mine børn er helt til grin, men jeg holder ved
3 … Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spillet en fodboldkamp, men jeg bilder stadig mig selv ind, at jeg er verdens bedste “mandagstræner”
4 … Jeg er nu også holdleder for U14 tennis pigerne – i hvert fald i den sæson, vi går ind i nu, og hvis Corona vil lade os spille nogle kampe
5 … Jeg vil stadig være med omkring B.93 på et ikke nærmere defineret område – måske mere på anlægsarbejder, som smager lidt af det, jeg laver til dagligt.

Skrevet af Claus Vandborg
Foto fra arkiv.