Man føler sig hjemme i B.93.
Han er søn af vores tidligere divisionstræner Peter Grahn (Morten spillede på ynglinge-holdet, da Peter overtog divisionsholdet), og begge er de fra en god fodboldfamilie. Vi præsenterer Morten Heegaard Mantley Grahn (født 8. juli 1981) som profilen i 93’eren denne gang.
Morten er ved at gøre karriere i den internationale fodboldverden, og er Academy Director I New York City FC (som er en del af CFG-City Football Group).
Morten spillede i B.93 fra han var fem år, til han var sidst i sine 20’ere. Derudover var Morten ungdomstræner for årgangene U12-U16 I årene efter årtusindeskiftet. Han er gift med Michelle Heegaard Mantley Grahn og de har to børn, nemlig Carmen på otte år og seks-årige Marley.
Man skal ikke have talt (eller skrevet) med Morten i lang tid, før man får vished om han har det klassiske “Grahn-gen”. Morten er nemlig begavet, venlig, målrettet, klædeligt beskeden og med en underfundig humor – ligesom faderen Peter (som også har været i “93 eren”) også er.
Vi må se om Morten også bliver divisionstræner for B.93.
Grunden til jeg var i B.93
Jeg voksede op på Østerbro og begyndte til fodbold i B.93, da jeg var fem år gammel (under legenden Hilmer på det gamle anlæg bag ved den gamle Idrætspark).
Jeg spillede på eliteholdene hele vejen op til ynglinge, og begyndte at træne ungdomsholdene som 18-årig, sammen med Johan og Anders Lange, der allerede var engageret. Mit første job var som assistent for U12 holdet (det hed lilleput dengang) sammen med Johan.
Det jeg holder mest af ved B.93
De mange relationer, jeg har skabt igennem min tid i klubben, samt at det er i B.93 jeg begyndte min trænergerning og klubben hjalp mig i mine formative år, som skabte ground for et fortsat liv med fodbold.
Derudover har jeg desværre af mange årsager ikke været på klubben i en del år, men jeg er sikker på at jeg vil føle mig fuldstændig hjemme, når jeg igen kommer derned – for man føler sig hjemme i B.93.
Min største oplevelse i B.93 regi
Da vi rykkede op i Superligaen med førsteholdet på Hvidovre Stadion i juni 1998. Vi havde spillet samme dag om morgenen i Hvidovre med 2. ynglinge. Vi var en gruppe, der blev derude og det var en kæmpe fest med fangruppen.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har været inkarneret fan af F.C. Barcelona siden Laudrup-tiden (Så El Clásico i Marts 2010 med min far, hvor Zlatan scorede til 1-0).
2 … Laver en ”killer” Risotto a la Funghi.
3 … Er som regel første mand på dansegulvet (hvis ikke Jasin Christensen er til stede).
4 … Har taget trænerkurser sammen med Kim Engstrøm og mødt ham flere gange, da han var træner i OB. (Er ret sikker på at jeg har overhånden 😊).
5 … Stor musikelsker og altid klar på en musik-quiz.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra familiearkiv.