Mikkel Holm (født 19. januar 1992) er denne uges profil i “93’eren”. Mikkel er stud.polit, og så har han et studiejob som analytiker hos en ejendomsmægler. Udover det er dagens mand assistenttræner på U19, og har været en tur med de andre trænere til England. I min snak med Mikkel, kom han med et par interessante vinkler på hvordan klubben skulle arbejde fremadrettet – det vender vi tilbage med på et senere tidspunkt. Han stod – sammen med Andreas Motzfeldt – bag den succesrige påskecamp som B.93 afholdt, og det er også planen det team skal stå bag sommercampen. Mikkel er en af de mange ungdomstrænere, som gør en forskel i B.93.
Grunden til jeg er i B.93
Min gamle træner Michael Hjortkjær prøvede af flere omgange, at lokke mig til som træner – til sidst havde han succes med det. Nu glæder jeg mig til at møde ham i U19 Divisionen i foråret.
Det jeg holder mest af ved B.93
I B.93 er der en god blanding mellem, at være en storklub med ambitioner og en lille forening, hvor man kommer hinanden ved. Og så synes jeg at det er tydeligt, at mærke at B.93 er en gammel traditionsklub. Der er altid mange interessenter, som der skal tages hensyn til. Jeg ser det som en positiv ting, for det viser at klubben betyder rigtig meget for mange mennesker.
Min største oplevelse i B.93 regi
Som træner vil man gerne se sine spillere få succes – også når man ikke selv arbejder med dem til hverdag længere. Derfor er jeg stolt over at mange af de spillere jeg har trænet bevæger sig op igennem rækkerne i klubben. Med Jeppe Erenbjerg har den første fået debut i 2. division. Inden for en overskuelig årrække er der flere af de spillere – jeg har trænet – som jeg også godt kan se tage springet til mere end 2. division.
Fem ting I skal vide om mig
1 … På de fem år jeg har været træner i klubben har jeg været omkring alle holdene U13-U19. Så jeg har en god fornemmelse af, hvad der kræves på de forskellige årgange.
2 … At jeg, sammen med Christian Piltoft, sidste år udgjorde en ikke ret farlig duo på klubbens Københavnerserie-hold. Til min store frustration scorede Christian et mål mere end jeg – nemlig et.
3 … Siden jeg var syv år har jeg været fan af Schalke 04. For et års tid siden blev jeg inviteret ned for, at følge deres U15 hold en uge. Det var en vild oplevelse.
4 … Som 12-årig brændte jeg det afgørende straffespark i en finale om Sjællandsmesterskabet.
5 … Jeg har gennemført Chicago Marathon sammen med min far. Han startede lidt efter mig, men vi kom i mål samtidig, så hans tid er hurtigst. Det hører jeg for hver gang vi er sammen.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.