Michael sætter stor pris på sit arbejde på Østerbro Stadion.

 

I kender ham fra hjemmekampene, hvor Michael Hornhof (født 18. oktober 1968) assisterer med alt muligt, og gør det godt. Han kommer fra Ribe, men flyttede til hovedstaden allerede som barn, og har boet her siden. Michael bor i Nordvest, og når han ikke ses til B.93’s hjemmekampe, bruger han tiden til at arbejde som renovationsarbejder og nøgleservice i  “Remondis”. Han fortæller, at han været 13 år i branchen. Han har fire brødre, som alle er flyttet til Sjælland, mens hans søster (Bettina) har været her, men er flyttet retur til Jylland. Han er en rar og gemytlig fyr – og er altid sød og behagelig at tale med.

Grunden til jeg er i B.93
Min søster stod i salgsboderne på Østerbro Stadion og lokkede mig derover. Jeg har prøvet lidt af hvert i B 93. Jeg har stået og solgt øl, vand og pølser i et par år, og nu er jeg kontrollør og er glad for det. Jeg har også været vagt til håndboldkampe.

Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg kan godt lide hyggen på stadion, både før og efter kampen. Der er mange flinke mennesker. Jeg synes, det er en fornøjelse at være til kampene, og glæder mig når jeg skal derover.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg kan huske, da vi rykkede op i Superligaen. Det var sjovt og godt, men det gik jo galt og det var sørgeligt da vi rykkede ud igen. Jeg følte vi ikke var gode nok til den bedste række. Det har man set mange gange er svært for en oprykker. Jeg håber, vi kommer derop igen, men det bliver nok svært.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg holder også med FCK. Det stammer helt tilbage til dengang KB og B.1903 blev slået sammen.
2 … Jeg vil gerne være vagt til koncerter, men indrømmer at jeg ikke kan lide tung rock – og klassisk musik.
3 … Jeg kan godt lide at cykle eller gå mig en tur.
4 … Jeg startede min skolegang på Dyvekeskolen, men gik de fleste år på Fælledvejen Skole.
5 … Hvis jeg skal fremhæve en B.93 spiller, må det være Martin Heisterberg. Han var en god styrmand og er en flink fyr..

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.