B.93 blev fra start en kæmpe succes for mig.
Ugens profil er Michael Beck (tidligere Michael Nielsen), som er født 25. august 1973 – så du kan snart sige tillykke med de 50 år til ham.
Michael er massør, zoneterapeut og samtale terapeut. Han spillede fodbold i B.93 som junior, ynglinge og i halvandet år som senior.
Michael er “far til tre fantastiske børn (Malde, Matilde og Ditte), og morfar til to dejlige børnebørn (Hanna og Theo)”.
Grunden til jeg var i B.93
Jeg skiftede fra B1903 ind til B.93 som 2. års junior. Daværende træner for 1. junior i B.93 Stig Christensen havde jeg allerede som træner på KBU’s udvalgte hold, og han spurgte om jeg ikke var interesseret i at skifte til B.93. Da jeg allerede havde venner og spillede indendørs fodbold med nogle fra holdet, føltes det som et oplagt valg.
Det jeg holdt mest af ved B.93
B.93 blev fra start en kæmpe succes for mig på alle planer. En fantastisk og hyggelig klub, hvor alle kendte hinanden og hyggede på kryds og tværs.
Jeg blev hurtigt også hjælpetræner for lilleputholdet med Jimmy Arne som træner, for et hold med mange dygtige senere divisions- og Superligaspillere, og spillede selv på samtlige mulige hold fra junior, ynglinge, U21, U23 og trænede løbende med 1. holdet.
Det gav hurtigt pote med udtagelse til diverse ungdomslandshold fra jeg var 15-19 år. Jeg husker tilbage på nogle fantastiske junior og ynglingetrænere på hver deres måde, med Stig Christensen, Anders Levinsen og selvfølgelig ikke mindst Finn Ludo og Bent Due, som var med til at skabe nogle flotte resultater, og mindst ligeså vigtigt var helt eminente til at skabe god stemning og hygge.
Jeg følte mig så godt modtaget når jeg som ungdomsspiller trænede med 1. holdet, og også da jeg som ynglingespiller blev hevet op til debut på 1. holdet.
Og så vil jeg her gerne lige sige tak til Gitte Arnskov, for det var altid så hyggeligt at besøge Gitte på kontoret til en sludder og hygge. Hvad skulle B.93 gøre uden hende?
Min største oplevelse i B.93 regi
Her er jeg nødt til at nævne flere ting …
1. Det helt utrolige kammeratskab og sammenhold (og flotte fodbold), der var i vores årgange og har været med til at forme den jeg er i dag. Det bringer altid smil og glæde frem i mig at tænke på min tid i B.93.
2. Som oprykket ynglingespiller spillede vi afgørende sidste turnerings skæbnekamp i Greve om nedrykning (i 1991). Hvis vi tabte rykkede B.93 i Danmarksserien, og hvis Greve vandt rykkede de i 1. division. Jeg husker de “gamle” drenge var så nervøse (særligt anfører Jan Jakobsen), og jeg sagde “Slap nu af, vi vinder helt sikkert” til ham. Leif “Funcke” Nielsen scorede kampens enlige mål. Vi blev i 2. division – og festen ville ingen ende tage.
3. Året efter i 1992 spiller vi næstsidste kamp på hjemmebane mod Roskilde, hvor jeg smider et indlæg ind i hovedet på Danny Jung, der smukt header den ind til en 2-1 sejr og sikrer os oprykning til 1. division – og igen ville festen ingen ende tage. Vi forstod sgu at skabe en fest, og en vild kontrast og oplevelse at klare frisag det ene år til DS, og året efter rykke fra 2. division i 1. division.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg startede med at spille fodbold, da jeg var 4 år i barndomsklubben HB i Fælledparken. Dengang var B.93 en stor og skræmmende klub
2 … Jeg hadede at løbe uden bold, og jeg havde Erling Bøje som træner, der elskede at få os til det
3 … Elsker personlig udvikling, at skabe og se mennesker vokse, finde glæde og lykke
4 … Har i en tidlig alder været træner i ca. 10 år for seniorhold med stor succes og glæde. Var træner i min barndomsklub HB og KFUM København. Elskede hele det psykologiske spil, og at hjælpe til at få spillerne til at udnytte deres potentiale
5 … Har i mit liv spillet to kampe under Claus Vandborg som træner på 2. senior i B.93. Dette efter tilbagevenden fra skade. Blev hevet ud i halvlegen i den første i Kastrup bagud 0-1 med besked fra cheftræneren om, at nu skulle der arbejdes, og det var ikke noget for mig. Kampen efter scorede jeg så tre mål på “Klosterbanen”, så jeg kunne komme tilbage på 1. holdet.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.
