Mød Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark og har spillet tennis i B.93.
Ugens profil er Michael Ask (født 28. april 1963). Han var et kendt navn i vores tennisafdeling for en årrække siden. Udover at være direktør i Anti Doping Danmark kan Michael Ask nu også skrive posten som præsident for de nationale antidopingorganisationer, iNADO, på sit cv. Han kom fra en stilling som Chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter. Så jeg tillader mig at postulere, at Michael har haft den største karriere udenfor tennisbanen, men han er en gemytlig fyr – så det tager han ikke så tungt. Han er profil nr. 123 i vores serie med nuværende og tidligere personligheder fra B.93.
Grunden til jeg er i B.93
Allerede som 13-årig blev jeg klubmester i min oprindelige klub i Birkerød. Det var derfor oplagt at jeg søgte mod en klub, hvor jeg kunne udvikle mig yderligere. B.93 havde et godt ry som en klub, hvor man kunne udvikle sig yderligere i et trygt miljø. Det vidste sig at være fuldstændig rigtigt. Der var en super klub både socialt og tennismæssigt, og selv om der ikke var så meget berøring med fodboldafdelingen var det mit indtryk, at alle kom godt ud af det med hinanden. Vi tennisspillere var da i hvert fald tit ovre og se 1. holdet spille fodbold lørdag eftermiddag på Østerbro Stadion. Jeg fortsatte min tenniskarriere i KB, som dengang var Danmarks suverænt bedste tennisklub. Set i bagklogskabens ulidelige kloge lys var det nok en fejl.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg fik hurtigt mange venner i B.93. Biilmann brødrene (Carsten, Torben og Steen), Lone Vandborg, Søren Boye og Asbjørn Poulsen (som stadig er en af mine bedste venner). Søren stødte jeg i øvrigt på sidste år på golfbanen efter ikke at have set ham i mange år. Et par måneder efter delte vi værelse på en herregolftur til Sverige. Sidst vi boede sammen var ved ungdoms-DM i tennis i Sønderborg en gang i 70’erne. Og det var stadig lige hyggeligt. Jeg kommer ikke så meget i klubben mere, men jeg tænker stadig tit tilbage på de gode tider. F.eks. når jeg kører forbi det nye anlæg med S-toget.
Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg havde mange store oplevelser, men jeg kan da bl.a. glæde mig over, at jeg vandt 3-4 DM ungdomstitler til B.93. Og så husker jeg nogle fantastiske fester med Vandborg familien, men det tåler nok ikke dagens lys her.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Som 16-årig blev jeg udtaget til Europamesterskaberne i tennis. Det foregik i Båstad i Sverige, og i første kamp mødte jeg en fyr ved navn Mats Wilander. På en regntung bane spillede vi i næsten to timer, men alligevel tabte jeg 6-1, 6-0. Jeg spillede faktisk godt, men han missede ikke en bold. Tre år efter vandt han de åbne franske mesterskaber – altså som senior. Så det er et nederlag jeg kan leve med.
2 … Inden jeg i 2015 blev direktør i Anti Doping Danmark var jeg politimand i 30 år. Det er fantastisk, at jeg i dag kan kombinere min erfaring fra politiet med idrættens verden. Det har været mit ønske i flere år. Idræt er med til at forme og udvikle mennesker og samfund i en positiv retning, så jeg har svært ved at forestille mig at arbejde med noget, der er mere interessant.
3 … Det at kunne spille tennis på et rimeligt niveau er en fantastisk fordel på mange måder. Man kan næsten altid finde en tennisbane rundt omkring i verden og finde nogen at spille med. I forbindelse med mit arbejde for politiet var jeg på et tidspunkt udstationeret i Prag på den danske ambassade. Jeg fandt en lokal klub, og den første jeg mødte var den lokale træner. Der gik to minutter, så havde vi allerede identificeret flere tennisspillere, vi begge kendte og havde spillet imod! Small world!
4 … For ca. 10 år siden begynde jeg også at spille golf. Jeg er bange for at både Torben Biilmann og Søren Boye har lavere handicap end mig (22). De må have mere tid til at spille.
5 … Jeg blev glad, da jeg fik muligheden for at blive ugens profil i 93’eren, og jeg spiller stadig tennis så meget jeg kan komme til, når ikke skader kommer i vejen. Jeg kan stadig gøre mig rimeligt gældende i +55 rækkerne. Dog fortrinsvis i double, hvor jeg ikke behøver at løbe så meget.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privat arkiv.
