Vælg en side

Min drøm i opfyldelse da jeg blev ansat i B.93.

Hans navn er Mads Petersen og han er født 29. maj 1995. Mads er Udviklingsansvarlig for U9-U12 på drengesiden og børneudviklingstræner for U9-U12 på pigesiden i Børnefodboldafdelingen.

Mads bor sammen med sin søde kæreste i Glostrup, og han fortæller at han nyder at koble fra sammen med hende i deres skønne have, når han kommer hjem fra en travl arbejdsdag. VI kan dog forudse der bliver lidt mindre afslapning fra slut-december – se længere nede.

Portræt af Mads Petersen (2022)Grunden til jeg er i B.93
Rasmus Broberg Jespersen ringede til mig i sommeren 2021, hvor han gerne ville have mig med på rejsen ift. drømmen om at skabe det bedste børnefodboldmiljø i Danmark. Den mulighed kunne jeg ikke takke nej til selvom jeg havde tre gode år i min barndomsklub Brøndby IF.

Derudover fornemmede jeg hurtigt, at B.93 er et sted, hvor der er ”højt til loftet”. Dette kommer for eksempel til udtryk ved, at uanset om du er træner på 1. senior eller lige er startet som ungtræner i Børneafdelingen, så er der altid plads til nysgerrige spørgsmål om trænergerningen og fodboldnørderi. Flere af de erfarne fodboldpersonligheder i klubben er altid villige til at lære fra sig.

Det jeg holder mest af ved B.93
At vi gør en dyd ud af at sætte den enkelte spillers udvikling i centrum. Derfor gør det mig glad, når jeg kommer ud på Svanemølleanlægget og ser, hvordan vores dygtige trænere vejleder vores spillere i at være den bedste udgave af sig selv både som menneske og fodboldspiller.

Derudover værdsætter jeg de fællesskabsorienterede tiltag vi har igangsat. For eksempel har vi oprettet et 8-mandshold i trænergruppen, 93 Club de Fútbol, hvor vi skal spille imod andre hold i København efter sommerferien. Holdets primære mål er at vinde samtlige tredje halvlege og lave en tunnel eller to. 😃

Min største oplevelse i B.93 regi
I starten af 2022 gik min drøm i opfyldelse, da jeg fik muligheden for at arbejde med fodbold på fuldtid i B.93. Den tillid klubben har vist mig, ved at ansætte mig på fuldtid, er noget jeg er utrolig beæret over og jeg vil arbejde hårdt for at gengælde tilliden.

En anden stor oplevelse, var da jeg fik fornøjelsen at rejse med vores U10 A-hold til Eindhoven og spille en stor international turnering. Vi spillede blandt andet mod Juventus FC, Club Brugge KV og AFC Ajax, der er anerkendte som nogle af de mest velansete fodboldakademier i Europa. Det var meget lærerigt for trænerteamet og jeg at opleve den højtintense tilgang de havde til fodboldspillet samt det høje tekniske niveau deres spillere var i besiddelse af. Derudover skal U10 A’s forældre og teamledere have stor ros for en velarrangeret tur, hvilket udmøntede sig i drengene uden tvivl er blevet en oplevelse rigere.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Min kæreste og jeg skal have en søn i slutningen december. Det bliver stort og jeg ser enormt meget frem til at blive far
2 … Jeg er uddannet pædagog med speciale i idræt og bevægelse
3 … Jeg har spillet på hold med Andreas Christensen, i Brøndby IF, i mine tidlige ungdomsår
4 … Jeg er Arsenal fan, og jeg har besøgt Emirates Stadium en hel del gange. Min beundring for Arsenal stammer fra årene, hvor Thierry ”King” Henry gjorde, hvad det passede ham i starten af 00’erne. Jeg vil altid bakke ham op, når snakken går på, hvem der har været den bedste spiller i Premier Leagues historie
5 … Jeg elsker at komme på ferie, til Bornholm, hos min farmor. Der er min far opvokset og vi er hvert år på familieferie i Allinge. Jeg betragter det som mit andet hjem. Den rolige atmosfære og den flotte natur gør, at man kan få ladt batterierne helt op inden den står på arbejde i klubben igen.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og portrætfoto: Henrik Wessmann.