Leif kom til verden på Nørrebro, men bor nu på St. Croix.

 

Leif Clemens Pedersen er født 19. marts 1938. Leif er “still going strong”, og kan kaldes aktivist på godt og ondt. Han er gift med Elisabeth Kolind, og det har de været i 58 år. Leif blev dekoreret med Ridderkorset af Dannebrog i 2003. Han har en sund opfattelse af fodboldspillet:

“Min fodboldopfattelse er meget elementær, der skal scores et mål mere end de andre. Det drejer sig ikke om hvor meget boldbesiddelse holdet har, men der skal sparkes til bolden, når den er i nærheden af målet, så den ikke havner ude ved hjørneflaget.”

Leif har før været i “VInklen”, men han fortjente (som en af de få) også at komme i “93’eren”, og vi kunne vel næppe starte et nyt år bedre end at præsentere Leif Clemens Pedersen, som nr. 150 i rækken af de klubpersonligheder som optræder hver uge i “93’eren”.

Grunden til jeg er i B.93
Blev “headhuntet” fra Heimdal af en daværende 93`er, som var “nummermand” i Idrætsparken. Hans søn Ole Andersen var min sidekammerat i første klasse paa Sjællandsgade skole. Ole blev en habil venstre wing for B.93, og er nu bosiddende i Schweiz. Jeg blev meldt ind i B.93 i 1948. Klubben var dengang nok Københavns mest attraktive og prestigefyldte klub at blive accepteret i. Der var meget lang venteliste.

Det jeg holder mest af ved B.93
En fantastisk klub at blive “opdraget” i. Fra fodboldikonet Michael Rohde lærte vi god opførsel, respekt for andre, ærlighed, holdindsats og vindermentalitet og sammenhold som har støttet mig gennem hele mit aktive livsforløb. Har stadig gode venner fra dengang, selvom der bliver færre og færre, da udløbsdatoerne ikke kan ignoreres.

Min største oplevelse i B.93 regi
At blive godkendt som medlem, at vinde 2. Ynglinge turneringen (i 50’erne), at debutere på 1. Ynglinge med en 1-0 udesejr mod HIK, at vinde Five A Side turneringen og min første fodboldrejse til Odense som 1. Ynglinge til forkamp inden OB vs. B93. Vi tabte 8-5.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Startede i 1970 en Five A Side turnering for danske firmaer og foreninger i New York, og derefter Brooklyn Vikings i 1971. Vikings startede med fem angribere og efter 20 minutter var vi foran med 5-0. Vi tabte nok 10-5, da forsvarerne ikke kom med hjem, men der var fuldt hus når vi spillede. Vi havde flere tilskuere end til B.93’s hjemmekampe. Startede ungdomssportsudveksling mellem Danmark og Virgin Islands I 2002 (se viduf.dk, webred,)
2 … Jeg er medlem af DBU’s fanklub og er på lægterne til Danmarks landskampe med min gamle B.93`s ven Erik Andersen
3 … Jeg savner tirsdag aftens rafling på B.93 med de gamle hæderkronede klubmedlemmer. Vi startede med 12, nu er der “kun” to tilbage
4 … Jeg har forsøgt mig som cricketspiller i ’93 under den tidligere formand for B.93 Ove Jensen
5 … Jeg har været bosat i USA siden 1966, først New York og siden 1993 på St. Croix. Holder meget af stegt flæsk med persillesovs og dansk hakkebøf med brun sovs og bløde løg – og citronfromage med flødeskum fra danske køer.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.