Det var en fantastisk tid, hvor kammeratskab og sammenhold var i højsædet.

 

Ugens profil i “93’eren” er en af pokalheltene fra 1982, som jo er er den eneste gang B.93 har vundet DBU’s pokalfinale. Vi præsenterer stolt en af klubbens bedste fightere.
Kim Rasmussen er født 28. december 1960, er passivt medlem af B.93, og har den vigtige tjans at være kasserer i “De Gyldne”. Kim har været gift med Tina i over 30 år, og har to dejlige børn. Sønnen (Kasper) spillede i ’93, men brækkede benet som fem-årig til træning og genoptog spillet med skolekammeraterne i Bk. Skjold. Kim var for øvrigt yngste mand (og hurtigste?) på holdet, som vandt pokalfinalen i 1982.

Grunden til jeg er i B.93
Min bror lokkede mig i B.93, som ung-senior forud for 1980-sæsonen. Det var en fantastisk tid, hvor kammeratskab og sammenhold var i højsædet. Dengang spillede alle seniorhold i bedst mulige række – og lå vel at mærke altid i toppen af rækkerne – og jeg husker tydeligt den første sæson i 3.-4. holds truppen, hvor 4. holds spillerne ved sæsonafslutningen skreg “18 36” (ja, dengang var der to points for sejr, og de havde vundet alle deres kampe).

Det jeg holder mest af ved B.93
De kammerater og venskaber der, på trods af lange fravær i perioder, tilsyneladende holder livet ud.

Min største oplevelse i B.93 regi
Pokalsejren i 1982 er svær at komme udenom, men jeg husker også tydeligt en af mine første five-a-sider, hvor jeg var på det vindende hold.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg fik min fodboldopdragelse i Hero (før sammenlægningen til Gladsaxe Hero). Dengang i 60’erne var den yngste årgang miniput, som var op til 10 år. Da jeg som 4-årig insisterede på at komme med mine 3-5 år ældre brødre til fodbold, har de første år nok været mest betragtende både på og udenfor banen. Jeg lærte så også dengang, at hvis jeg ville have bolden, så måtte jeg selv tage den fra de store, og de er altså også til at vælte. Min aktive fodboldkarriere sluttede i princippet, da jeg midt i 30’erne havde været igennem 10 operationer.
2 … Jeg kom på 1. holdet som 21-årig i 1982, fik desværre revet et ledbånd i knæet over i en sommerkamp mod Brøndby efter pokaltriumfen og kunne derfor ikke deltage i Europa Cup kampene. Jeg var tilbage på holdet hele 1983-sæsonen – hvor pay back i (Idræts)Parken til John Frandsen fra Brøndby kostede mig en advarsel, men ham resten af kampen. Vi rykkede desværre ud af den bedste række det år, og sæsonen efter valgte jeg at stoppe, da jeg var ret træt af tre jobs ved siden af fodbolden og ikke kunne få en aftale om at få vasket mit tøj i klubben.
3 … Jeg ønskede efter min 1. holds exit at fortsætte med at spille i ’93 på 7. holdet, men det måtte jeg ikke for 1. holds ledelsen (Kronholm og Dennung), så jeg valgte at skifte til Avedøre, hvor jeg fik lov til at træne 1-2 gange om ugen, og dermed kunne fortsætte med at spille på et vist niveau (DS som 2. holdet i B.93). I Avedøre blev jeg kåret til årets spiller.
4 … Min bror er gift med en færing, så der tog jeg op i et års tid i 1986-87. Jeg spillede lidt bold der i Thorshavn klubben B36, hvor jeg også oplevede at blive kåret til årets spiller. Dengang havde Færøerne ikke eget landshold, men jeg var med på et udvalgt hold ifm. indvielsen af den første kunstbane i sommeren 1987. Vi spillede mod det brasilianske mesterhold Atlético Mineiro med +5000 tilskuere på lægterne. Jeg spillede på midtbanen og har aldrig løbet mere forgæves i så mange trekanter. Resultatet blev vist 1-4, men den største oplevelse var modstandernes opvarmning, som de udførte I TAKT!
5 … Jeg kan godt lide at spille kort og sad næsten altid ved kortbordet i ’93 tirsdag aften, når alle hyggede sig sammen efter træning. De mere faste var Eddie Schønbeck, Per Holm, Tim Østerberg, Bo Kilde, Claus Vandborg og mig, men andre spillede også med af og til – indtil de blev trætte altid at skulle til lommerne. Nogle stykker af os holdt ved kortspillet sammen nogle år, men det er snart nogle år siden, så måske come-back på det område?

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.