Vælg en side

Jeg har været træner til otte forskellige internationale slutrunder.

 

Årets sidste profil i “93’eren” er klubbens tidligere anfører Kenneth Heiner-Møller (tidligere Christiansen). Han er født 17. januar 1971. Kenneth spillede 103 kampe (21 mål) for B.93 i perioden 1996 til 2000. Han startede sin fodbold i B.1903, og fortæller at han havde mange gode dyster mod B.93 gennem ungdomsårene.

Til daglig arbejder Kenneth som trænerudviklingschef i DBU, og han har været træner for Danmarks kvindefodboldlandshold, der vandt bronze ved EM 2013 i Sverige. Efter landsholdet, blev Kenneth sportsmanager og teamleder i Team Danmark. Han har også været landstræner for Canadas kvindefodboldlandshold. Kenneth er gift og har to børn Anna og Cathrine. Hans cv er så stort at vi ikke har plads til det hele, men det skal med at han er en super flink fyr.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg kom til B.93 da Johnny Petersen var træner, og startede faktisk med seks måneders karantæne, da “Bosman-dommen” endnu ikke var en realitet, og jeg lige havde haft udløb af min kontrakt i Vejle Boldklub.

Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg fik fantastiske venner i B.93, som jeg stadig er i kontakt med.

Min største oplevelse i B.93 regi
Da vi rykkede i Superligaen, var en sjov oplevelse. Vi var langt fra det hold, der havde de bedste spillere, men vi havde det bedste hold, og det var nok den største oplevelse at være en del af et stærkt fællesskab.

Som en enkelt oplevelse tror jeg dog, at det var en udesejr over Herning, der var ved at bygge et vildt hold op, der senere blev til FCM. Vi tog afsted med en spiller for lidt, så holdleder Carsten Jørgensen skulle sidde på bænken, og vi fik en mand vist ud i første, men vandt 1-0, tror jeg det var. Det var en sjov tur hjem.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har dannet kommentatorpar på Eurosport – sammen med Claus Vandborg –  i en årrække
2 … Jeg arbejder nu i DBU som træneruddanner, efter jeg er kommet hjem fra Canada, hvor jeg i tre år var cheftræner for deres kvindelige landshold
3 … Jeg har været træner til otte forskellige internationale slutrunder (to EM, to VM, et OL og tre CONCACAF)
4 … Jeg stoppede med at spille fodbold i en årrække som ungdomsspiller, og gik på Team Danmark gymnasiet som badmintonspiller
5 … Jeg var professionel i Ungarn i Ferencvaros fra Ungarn. Vi blev mester, pokalvinder og vandt Super Cup i de 1,5 år jeg var i Budapest.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto fra privatarkiv. Portrætfoto fra en tidligere nostalgifest i B.93.