Der var et dejligt kammeratskab i B.93.
Keld Kristensen er født 16. januar 1952 og valgt til 93’eren denne gang. Selvom mange nok forbinder ham mest med B1903, så var han en vigtig spiller for B.93 dengang i de gyldne dage – og der var ingen tvivl om han skulle være med i 93’eren.
Keld spillede 145 kampe, og sad to kampe på bænken uden at komme ind. Han scorede 25 mål i B.93 trøjen fra 1981 til 1985. Ugens udvalgte vandt pokalfinalen i 1982 med B.93, hvor vi slog netop B1903 (det blev 3-3 i den første kamp, mens B.93 vandt omkampen 1-0).
Keld var en midtbanespiller med en fremragende sparketeknik og skudstyrke. Han var samtidig en virkelig god holdkammerat, som aldrig brokkede sig til medspillerne.
I 1982 mistede AGF DM-titlen i sidste runde, da storfavoritterne kun spillede 2-2 i Idrætsparken mod B.93. Keld Kristensen scorede kampens sidste mål, og han bliver nok aldrig æresmedlem af AGF, da vores venskabsklub OB derfor snuppede mesterskabet for næsen af klubben fra Aarhus.
Nu er Keld sportslig leder i B1903 for U12 til senior og gift på 49. år med Lise. De har to børn, Lotte og Lars, og fire børnebørn, der alle spiller fodbold.
Grunden til jeg var i B.93
Det var nok mest på grund af træner Erik Dennung, som var en fantastisk person. Ham havde jeg i mange år i B1903.
Det jeg holdt mest af ved B.93
Det var en klub, der mindede om den, jeg kom fra. Et stort sammenhold på tværs af alle årgange. Der var et dejligt kammeratskab i B.93 i hele klubben og i 1. holds truppen.
Der var også fantastisk festlige ledere omkring holdet. Blandt andre Kronholm, Lasse Specht, Finkelstein og John Verner.
Min største oplevelse i B.93 regi
Der er flere ting:
1) Min første kamp for B.93, hvor vi mødte B1903 på Østerbro Stadion med min stadig gode kammerat Per Poulsen i målet. Vi vinder 1-0 og jeg scorer.
2) Vores 1982-sæson, hvor vi vinder pokalfinalen over to kampe mod B1903 og har en fantastisk sæson og rejse til Færøerne.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Boede i B1903s klubhus fra jeg var 8-21 år, da mine forældre var inspektører i klubben.
2 … Var til juniorstævne i Vejle og på Y-landsholdet med bl.a Jens Kolding, Find Juhl og Allan Simonsen.
3 … Det blev til et guld, to sølv, to bronze og to vundne pokalfinaler. Trænermæssigt lidt B1903, F.C. København og Lyngby.
4 … I maj sidste år blev jeg opereret for Spinalstenose med søm og skruer, men er nu klar til at kickstarte karrieren igen. Dels hver mandag og fredag formiddag på B1903, hvor vi er 10-20 af de andre gamle spillere, herunder Lars Francker, som tryller på banerne. I foråret fik jeg lige 15 minutter i en +60 kamp mod B.93, så pas på, jeg er snart i topform igen.
5 … Ærgerligt, at der ikke er flere Nostalgi fester. Det var hyggeligt en gang om året at hilse på de “gamle” 93-ere, men jeg ser stadig nogle B.93’ere til to sammenkomster om året, der for tiden styres af Find Juhl og Jens Kolding. Vi holder en Bakketur om sommeren og en bytur om vinteren. Kimen blev lagt for cirka 40 år siden.
Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos: Privatarkiv.