Mød journalisten med rødderne godt plantet i B.93.
Ugens profil er Kasper Steenbach, der er født 17. december 1972 og har B.93 i sit hjerte. Han jobber som chefredaktør på magasinet Dossier, var ungdomsspiller i klubben, og fik sin debut på 1. holder kun 18 år gammel (det blev til 16 kampe og en scoring). Der er set hurtigere spillere end Kasper, men han var (og er stadig ) en klog fyr, så det med hurtigheden var ikke et stort problem (hvis I forstår hvad jeg mener). Kasper er for nylig blevet involveret i det nye spændende projekt (“Stolte traditioner – nyt håb” ), som bl. a skal skaffe flere folk til hjemmekampene.
Grunden til jeg er i B.93
Jeg skiftede med et større kuld fra B.1903 til B.93 som lilleput i 1984. Det var sammen med brødrene Lønstrup – Søren (1974) og Christian (1971) – og brødrene Frandsen – Søren (1974) og Per (1970) – og et par stykker mere. B.93 var lige et niveau op. Jeg kom ind på et bedre hold og fik bedre trænere. Faciliteterne dengang bag Idrætsparken var til gengæld markant dårligere – men mere hyggelige.
Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg holder af fællesskabet. Både på ens egen årgang, hvorfra jeg stadig har gode venner, men også på tværs af alder, social status, etnicitet, alt muligt … Jeg er sikker på, at min gang i klubben har gjort mig til et mere rummeligt menneske. Jeg tror, at B.93 er en særlig klub på det område, fordi ungdomsafdelingen er så stor og dækker så mange geografiske områder i og omkring København. Vokser du op i sådan et miljø, bliver din sociale intelligens stimuleret, og du bliver mindre fordomsfuld. Det har været fedt, og det har jeg forsøgt at give videre. Mit bud er, at B.93 er en af de foreninger i Danmark, der har gjort mest for at integrere indvandrere og flygtninge.
Min største oplevelse i B.93 regi
DM-guld som drenge i 1985 med profiler som Christian Lønstrup, Danny Jung, Tujan Thyssen og Nicolas Nielsen. Jeg var den yngste i den trup og ikke en af de bærende kræfter. Det var jeg til gengæld på det hold, der vandt DM-sølv for ynglinge i 1990. Jeg var anfører, og blandt mine holdkammerater var Dan Lübbers, Mark Mladenovic, Tom Sander og Mikkel Dyrting. David Christensen var træner for det første hold, Ludo for det andet – to fremragende trænere. Min bedste oplevelse som divisionsspiller var en hjemmekamp mod AB, som vi slog 5-0 eller 5-1, og jeg lagde op til et par af målene.
Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg spillede et år som ynglinge i Helsingør i 1989, hvor min træner var Flemming Pedersen, som nu er cheftræner i FC Nordsjælland. Han var en ung, ambitiøs og dygtig træner, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle tilbage til B.93, da Ludo begyndte at samle tidligere 93’ere, der var havnet i andre klubber. Hvis vi var lykkedes med at få Tom Frederiksen hjem fra FREM, havde vil formentlig vundet DM-guld i stedet for sølv det år. Vi manglede lige præcis ham som målscorer
2 … Jeg var i folkeskolepraktik som konditor hos Bager Bosse på Østerbrogade. Jeg var meget glad for at bage kager, længe inden der var noget, der hed Bagedysten. Jeg fik mit livs skideballe, da jeg smed en overskydende mazarindej ud – den skulle selvfølgelig rulles ud igen og igen …
3 … Jeg fik job som sportsjournalist på Østerbro Avis, efter at jeg blev student i 1991. Det vil sige, at jeg skrev om de kampe, jeg selv spillede med i. Senere dækkede jeg også B.93, dengang de var i Superligaen, da jeg var journalist på Jyllands-Posten
4 … Jeg har været træner for min datters fodboldhold i både CIK og i Sundby. Det er endnu ikke lykkedes os at slå B.93
5 … Jeg holder af forskellige grunde med Tottenham og med Roma, men B.93 er min eneste hjerteklub. Det gør ondt i hjertet, hvis det ikke går klubben godt.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra privatarkiv.
