Kaia er et es på alle måder.

 

Ugens profil er fra vores velfungerende tennisafdeling, nemlig Kaia Vase Fallinge (født 20. juni 2000). Da jeg fik anbefalet Kaia som profil til “ugens 93’er”, vidste jeg ikke at hende far var en tidligere berømt keeper i B.93-sammenhæg, nemlig Jacob Vase. En glad og skøn fyr, som jeg var træner for i flere klubber, og som havde for vane at brække sin arm! Vores “B.93 – verden” er både mindre og større end vi tror – heldigvis.

Kaia blev student fra Rysensteen Gymnasium i sommeren 2019 og starter Bachelor på King’s College London i PPE i dette efterår. Hun fortæller det er et fuldtidsstudie, men hun hun regner med at komme hjem og spille i B.93 i sine “lange ferieperioder”  Kaia har et væld af søskende og familiemedlemmer.

Funktion i B.93
Jeg er tidligere junior elitespiller, har spillet på klubbens 1/2. hold og fungerer i en trænerfunktion hos Bo Thaysen.

Grunden til jeg er i B.93
Min søsters far havde spillet i klubben i mange år, så det var et naturligt valg for mig at starte der. Derudover har min far også spillet fodbold for B.93, da klubben havde fodboldbaner nede bag Parken, så jeg føler mig på mange måder hjemme i klubben.

Det jeg holder mest af ved B.93
Jeg har været en del af B.93 siden 2008, så jeg synes, der er mange ting at tage fat på – men dét, jeg sætter allermest pris på, er, hvor trygt og hjemlig klubben er. B.93 har været og vil nok altid være mit pusterum, en mental pause fra hverdagen, og uanset hvordan jeg har det, og hvad der ellers foregår i mit liv, bliver jeg altid rolig og tryg, når jeg træder ind i den store, sorte hal og hører indendørslyden af tennisbolde flyve rundt i lokalerne.

Min største oplevelse i B.93 regi
Det er ingen hemmelighed, at der i foråret 2014 var nogle interne politiske stridigheder i tennisklubben, og at man nemt kunne mærke den splittede og trykkede stemning. Derfor var min største oplevelse nogle måneder senere, hvor der var kommet et nyt trænerteam, som på ingen tid – med hjælp fra en ny bestyrelse – havde genfødt klubben. Jeg husker en dag, hvor jeg gik igennem hallen på første sal, og man kunne kigge ud på alle baner, hvor der var legende børn, fuldt af liv, og hvor alle havde det godt. Det var begyndelsen på en klub i storform.

Fem ting I skal vide om mig
1 … Jeg har været medlem af B.93 i 11 ud af mine 19 år.

2 … Jeg har ikke en stabil andenserv, om det så gjaldt mit liv.

3 … Jeg tager til London for at studere, men vil stadig føle mig som en B.93’er.

4 … Hvis jeg kunne vælge mellem at spille udendørs 12 måneder om året eller at spille indendørs 1 måned om året, ville jeg vælge det sidste.

5 … Selvom det ikke startede sådan, er jeg endt i en tennisfamilie, med både en spillende mor, hendes kæreste og lillesøster, og det er skønt at kunne dele sporten med dem, man holder af.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.